Danmark, nu rejser de Taarn paa Din Borg
op over Tagenes Taage.
Over vor Strid og vor Tvivl og vor Sorg
rejser sig, Danmark, Din ældgamle Borg
tyst for at værne og vaage.
Værne os, vaage, urokkelig staa,
badet i Dug, naar det gryer.
Kalde de Store og samle de Smaa —
løfte sit Spir mod det blaanende Blaa,
under de drivende Skyer.
Vilde Aarhundreders Bolværk og Skjold.
Kongssædet, Flaadernes Leje . . .
Gusen fra Havet kom saltvaad og kold,
Ruderne stirred bag Grav og bag Vold
ud mod de skummende Veje.
Konger har spejdet —: Naar kommer de, naar?
Sejler min Flaade med Sejer?
Konger har drømt om en Danernes Vaar,
stirret bag Ruden i Ulykkens Aar
ud imod Dødsfjendens Lejer. — —
O, København — medens Tiderne fór
stormfuldt om Taarae og Tinder,
blev Du hin Storstad og Solstad i Nord.
Borgen og Havet — de gjorde Dig stor,
gav os de vældende Minder.
Gror det nu, gryr det paa Absalons Ø,
læges de sodede Skrammer,
Danmark, da ved vi, Du vil ikke dø —
se, som et Tegn ved den brusende Sø:
Borgen, der rejstes af Flammer!
Ny, af vor Tid, af dens Jern og Granit,
ny — og dog Absalons Rede.
Foran gaar Høvdingens stejlende Ridt —
hør gennem Natten: „Mit Maal være Dit!
Strid, som vi segnende strede!”
Følg ham — staa fast som hin Kriger og Præst,
I, der skal styre og dømme —
I, som er Riget i Nød og i Fest,
grib af det svundne den evige Rest,
løft i vor Borg vore Drømme!
Kongernes Højborg og Drømmenes Slot
over de gamle Kanaler . . .
Skvulper det sagte, og blinker det blaat,
kommer en Luftning af Saltfriskt og Vaadt —
da er det Danmark, som taler . . .