Vort Land med Oldtids Stene
henslængt langs græsgrøn Kyst,
vort Land, der lytter ene
til Havets dumpe Røst —
fra Oldtids fjerne Dage
til Muld og Hav i Gæld,
Du Kraft skal evigt drage
af disse dybe Væld.
Som Søer Søer følger
i høj og skumhvid Trods,
gaar tungt et Tog af Bølger,
et evigt Hav i os.
Som Vaarens Muldduft mødes
med Somrens Blomstervind,
skal Vaar og Somre fødes
af Mulden i vort Sind.
Mens Verdens Storme stenne
omkring vor Moders Gaard —
vort Land, vort Hjem, Du skenne,
en gylden Sæd vi saar!
Og rammer Storm og Ild Dig,
og staar Din Himmel rød —
saa, Danmark, hil Dig, hil Dig,
Du Land for Liv og Død!