15. Maj 1912
De store grønne Bøge,
de halvt udsprungne Linde —
det hvide Slot derinde
i Ly af Danmarks Bøge . . .
En blaa og gylden Morgen
til Slottets Port kom Sorgen.
Kom Sorgen og kom Livet —:
Hør, store Klokker kime!
En blaa og gylden Time
blev Danmarks Land dig givet.
Nu skal din Stjerne stige
over din Faders Rige!
Kong Christian — Vaaren fletter
sin Krans omkring din Pande.
Hil dig paa Danmarks Strande
og i de lyse Nætter!
I Ly af Bogens Krone
staar Christians Kongetrone.
* * *
Det er Knud den Stores Trone.
Det er det ældgamle Land.
Dengang galdt det Storhed og Sejer.
Nu gælder kun ét: — holde Stand.
Og elsker vi Linden og Bøgen —
der er ogsaa Ege og Graner.
Der er endnu Marv i de vege,
de spotske, de tvivlende Daner.
Og vil du staa fast som en Søjle,
dybt plantet i Fædrenes Jord —
saa vil vi staa fast og befæste
med Ild og med Blod vore Ord!
Vi har vore Hjerter i Norden,
vi taler den danske Tunge. —
Nu hilser dig, Konge, nu hylder
dig de, der skal leve — de unge!
Den Vej, vi skal vandre tilsammen —
de Trængsler, de Kampe, de Aar . . .
Vi hilser den Haabets Stjerne,
der nu over Danmark staar!