Blandt de om Dragen Majs gulgrønne Kviste,
da de drog ud for at vinde og miste?
— Syngende drog de, med Skjalden i Stavnen.
Agter stod Høvdingen, stum, under Ravnen.
Se, hvor gik Bølgen blidt rundet og fager!
Havet, det var jo den duvende Ager!
Ja, og de for til en Høst i det Fjerne —
gylden stod Sæd med den tungeste Kærne . . .
Men da det mørknede, blev de da alle
tavse som Høvdingen — hørte de kalde
hen over Søerne, ude fra Rummet
Røster, der steg og blev borte som Skummet?
Dette var Havet, det rullende, sorte!
Himlen i Vest stod som blodige Porte . . .
Da sprang han op mellem Mændene, Skjalden
Se, nu er Lysene tændte i Hallen!
Hil vore Stjerner! Nu blinker de hjemme.
Hil dem og ve os! — Hør Hvalhavets Stemme:
Jord skal I attraa, og Søen skal friste —
Land skal I vinde, og Land skal I miste!
Ja, vi skal elske den bugnende Grøde.
Og vi skal elske det brusende Ode.
Bag os er Fædrenes Gaarde og Grave.
Nu er vort Hjemsted de hjemløse Have! — —
Visne i Blæsten hang Vaarskovens Grene.
Agter stod Høvdingen, ordløs og ene.
Fugl saa han flyve og Skyerne vandre,
Bølger begraves og op dukke andre.
Lo han mod Sprøjtene? — Holdt han i Favnen
uset al Smerte og Lyst, under Ravnen?
Rorpinden holdt han — og ud imod Rigerne
fulgte han Odin, der red foran Krigerne.