Der gik engang i denne By
en spinkel Mand og var til Nar —
dèr kom han tynd og sær og sky
som den, der intet Hjemsted har.
Der gik engang i denne By,
naar den laa tavs og solforladt,
i Aftenmulm, i taaget Gry,
i store Stuers gyldne Nat,
en magtfuld Mand, en udvalgt Mand,
hvis Sjæl var Sjæl — knust, højtopstrakt,
et Væld af Spot og Helvedbrand,
af Kærlighed og Gru og Pragt.
Blev Skyggespil og Kogleri
hans Ungdoms bedske Tidsfordriv —
der stod, da Drømmen var forbi,
en Mand, hvis Drift — tungt, hedt — var: Liv.
Han vilde — vilde Livet stort.
Midt i Din Larm om Stat og Kunst
fandt han, o By, en lønlig Port
bort, bort fra Døgnets Torvedunst.
Gør alting muntert, venligt, smaat,
tal dybt om Vaas og kald det Sjæl —:
i evigt Had staar Ondt mod Godt,
vort Liv er Angst og Marterpæl!
Vort Liv er armt — og rigt i alt.
Vort Liv er Rummets grumme Blaa
og Røsten, som har éngang kaldt,
og Vejen, vi skal evigt gaa . . .
Det er den gamle Ørknens Gud,
der taler til ham — Hyrdens Søn,
ham, Ødets Barn —: Riv af dit Skrud
af Løgn og lev i Kamp og Bøn!
Det er den høje Tankens Aand,
der hvisker til sin Yndling —: Se,
se Dybders Dybder — tag min Haand
og sku med mig al Lyst og Ve!
— Han tog hin Haand, han slap den ej,
han gik, til Døden gav ham fri,
den ensomt vilde Smertens Vej,
det Skjultes aldrig traadte Sti.
I Vaarens glade By en Nar.
I Sjælens Kongedom en Helt.
En Mand, som Hjemsted evigt har
paa Danmarks Ø ved Sund og Belt.
Ak, denne By saa Mænd, hvis Magt
forlængst med dem har maattet dø,
saa skønne Havers Adelspragt
og mangen hvid og frodig Mø.
Men Han, som gik dèr — bleg og sky,
en Aand, en fremmed Fugl — hans Navn
er Skønhed, Manddom, Magt, hvis Ry
skal ikke dø — o København!
Et Menneske — hvad vil Du mer?
Et Hjerte, som — til det forgik —
forvandler alt, der med det sker,
til høj, til afgrundsdyb Musik . . .