Kongen med Nordlysets Krone
og Goternes isblaa Sværd,
han sender mod Fjenderne, Rigerne
vældig sin hærgende Hær.
Kongen med Hjertet i Flammer,
i Brand som en hærget By,
han kaster sig ned for en sejlende,
en hvid og vidunderlig Sky.
Han ved, der er ingen Grænser
for det, som han vil og han skal og han maa.
Han ved, at den Taage i Rummet,
den kan han alene naa.
* * *
Der sidder en Mand mellem Stene
højt over et vaarligt Land.
Han ejer de store Skove.
Han ejer den stormblaa Strand.
De malede Almuegaarde
og Pigen, der binder en Krans,
og Solen og Fortidens Mørke,
det tilhører ham og er hans.
Det er den Herre af Sverrig
og Høvding i Aandernes Land —
han sidder i Solnedgangen
højt over den stormblaa Strand.
* * *
Den Herre af Sverrig og Norden,
han har ikke Hird og Borg,
han har kun sit krigende Hjerte,
han har kun sin vilde Sorg.
Og det, som han ejer, det ejer
han ud af sit favnende Sind.
— Der sidder en Skjald mellem Stene
og taler med Jordens Vind.
* * *
Den Konge med Nordlysets Krone
og Aandens krystalblaa Sværd,
Vipn lytter — der kommer ham nær
i Rummet en syngende Tone.
Dèr sidder han bleg, med et Smil —
nu kan ham slet intet beskytte,
den himmelske Bueskytte
har sendt ham sin susende Pil.
O dirrende Streng i det Blaa!
O Sanggud og Død i det Høje!
At give sig hen for Dit Øje
er alt, hvad en Digter kan naa.
Der er ingen Sejer og Fald.
Var Taarerne bitterlig dyre —
der er kun den evige Lyre!
Velsignet det himmelske Kald!