En Sky gik sort for Solen,
det suste koldt i Lovet,
i Græsset skjalv Violen,
skjalv angst og tungt bedrøvet.
En Fugl forsvandt i Rummet,
svandt bort i Fjerners Blaanen —
en Sjæl fløj hjem, forstummet,
til Stjernerne og Maanen . . .
Drog Hvælvet dig saa saare?
Du gik dog glad hernede.
At Mørket skulde kaare
dig, Ven, nu allerede!
Dit Sind, det blomsterblide,
kun Døden kunde bøje.
Du var, med Sværd ved Side,
en Stridsmand for det Høje.
Din Aand var klar som Himlen,
den blaa, den skyfri blanke.
Din Sjæl har kendt hin Svimlen
hinsides Syn og Tanke.
Farvel fra alt det Skønne!
Nu synger Violinen!
En Hilsen fra det Grønne!
Fra Digterne og Vinen!
Hvor er du nu i Rummet,
blandt Stjernerne og Maanen?
Din Drømmersjæl, forstummet,
svandt bort i Fjerners Blaanen . . .