O Pige, se —
se mig, den vilde Svane,
hvid som Sne . . . .
Jeg fløj i Sol, i sval blaa, gylden Luft
henover Hav og Bjerg og Kløfters Duft.
O Pige, mærk — føl mine bløde Fjer!
Hvor blødt og svalt og lunt — som naar det sner.
O, føl det — mærk,
hvor jeg er hed — dybtinde hed og stærk!
Du Jordens Jomfru, Klintens hvide Vaar —
hvor er den hvid, din Hud, og Sol dit Haar!
Og — o, dit Bryst, som ingen Mand tør se —
kun jeg, kun Havets Brand og Bjergets Sne.
Du store vilde Pige, haansk og mild —
du skønne, kolde Svane, fuld af Ild,
som jeg, som jeg, der kløver Storm og Rum
og flyver, fuld af Sang, imod dig, stum,
kaldt af din stumme Sang, kaldt af dit Savn.
O Leda — blide Navn,
o, hør mig, Leda, hør mig nu, min Sang . . . .
Giv mig din Mund — kun denne ene Gang!
O, føl mit Bryst mod dit . . . Giv mig din Favn!
Giv mig dit Skød!
Din røde Mund, dit hvide Kød . . . .
O, i min Ømheds Varetægt,
du stolteste af Kvinders Slægt,
og i min Attraas hede Vold,
i Ly af mine Vingers Skjold,
skal under Himlens stumme Blaa
du, hvem ej Mand, ej Gud tør naa,
du, som paa Jord kun mig har kaldt,
af Svanen favnet favne alt!
Thi jeg er, jeg er Bølgens Skum
og Vinden og det gyldne Rum,
og jeg er — Leda — i mit Skrud —
jeg Svane, jeg er Mand, er Gud . . . .