„Barn, jeg har elsket dig saare.”
„Gør du det ikke mer?
Elsker du ikke mere?”
„Dig kun mit Øje ser.
Kilden risler i Haven.
Blød er din blide Mund.
Skulde jeg elske dig mindre
nu i vor Afskedsstund?”
„Vil du gaa fra mig, forlade . . .?”
„I dine Palmers Ly,
omslynget af dine Arme,
fandt jeg min Ungdoms Gry.
Jeg var et Hav af Kummer,
som du har fyldt med Fryd . . .
Nu er mit Hjerte atter
Mørke og Brændingssyd.
Hen gennem Paradissuset,
under de store Trær,
hører jeg langt, langt borte
kalde en herreløs Hær.
Mellem de dufttunge Blomster,
nær ved det rindende Vand,
stiger et Syn af en øde
Slette af Sten og Sand.
Og naar jeg tænker og husker,
kommer paa stille Fod
Kvinden, som i mit Hjerte
éngang slog dybest Rod.
Kvinder, min Sjæl har elsket,
som den nu elsker dig,
taler, som du nu taler:
svig og forlad mig ej.
Ej skal jeg svige og glemme
dig, som jeg Dronning har kaldt,
intet, der var, kan jeg glemme —
derfor er du ikke alt.
Gav jeg dig Dronningesædet
i mine Hustruers Flok —
kom vel det Svundne tilbage,
var det din Kærlighed nok?”
„Stilnet er Paradissuset.
Dunkle de store Trær.
Maanen sit Dødningeansigt
vender mod ham, jeg har kær.
Ej kommer Drømmen tilbage.
Slukt er vor dybeste Glød.
Fulgte jeg Kongen, min Brudgom,
fulgte jeg dog kun en Død.”
„Barn, hvor jeg elsker dig saare . . .
Dig kun mit Hjerte ser!
Som jeg har favnet dig, favner
Lykken jeg aldrig mer!”
„Ej skal jeg nogen Tid glemme
ham, som jeg Konge har kaldt.
Intet, der var, kan jeg glemme.
Nu er en Skygge mig alt.”
„Vi var to klare Stjerner.
Vi var et Hav af Fryd.
Nu er vi Mørke — ja Mørke.
Mørke og Brændingssyd . . .”