Det klare Efteraar — og hine Veje,
Butiker, Blomster, store tyste Trær . . .
De fjerne Glæders Stad er altid nær.
Min Ungdoms Land har jeg til evigt Eje.
Da jeg var ung — da var der bedske Ting,
som jeg har glemt — og Fest, jeg ikke glemmer
da kaldte paa mig Høstens dybe Stemmer,
jeg gik dér svimmel — spejdede omkring.
Jeg gik og vejred Efteraarets Lugt,
imens jeg drømte om mit Hjertes Grøde.
Og saa jeg andre Hjerter bære Frugt,
det Nyes Tegn, der blinked mig imøde,
da blev jeg vild og svor ved alle Guder —
ved hine Gaders Sol og blanke Ruder . . .