Naar Landets store Ildner — i Kisten, under Faner —
kører bort til sin Baalfærd, er det sælsomt at se
de søndagsklædte Massers sløvt maabende Allé,
den nyfigne Frækhed paa de Riges Altaner.
Der er imellem Mængden afsindige, hvis Øjne
siger dumpt: Jeg er hans Lige! — Af Hyldest, fra de faa,
højst et: Han var os nyttig. Han tænkte paa de smaa.
— Han, som var over Jorden, som vilde højne, højne!
Saa lidt er Tanken Konge, saa lidt har Aandens Pragt
af fjern og heftig Flammen berust de dødelige!
— Fra dem, hvis Brød er Dumhed, skal ingen Andagt stige
mod den, hvis Liv for Verden i Storhed er fuldbragt!
— Fri mig fra at besmittes, ilive eller død,
af Menneskenes Aasyn! — bevar mig for at glemme,
hvad Sjælen end kan skabe, den hører evigt hjemme
der, hvor den er alene, i Ensomhedens Skød!