I
Vi bøjede gerne Knæ,
dybt, dybt, hvis en Konge var Konge
og bød over Folk og Fæ.
Men Loven i Livets Land
er denne —: i Riget skal altid
regere den næstbedste Mand.
Og derfor saa knæler vi ikke,
men knejser og prøver at rokke
de Blokke — vi dog maa la’ ligge.
Ved denne Baksen med Stene
vindes den Ting alene:
man gør sig mere ene.
Men det er først da, den begynder,
faar frie og ensomme Hynder.
Nu gaar det mod Storhedens Purpur,
vi bliver saa stille og svimle —:
O Sletter, o Bjerge og Himle!
Vi bruser, mens Landene sove,
gennem Mulmluft af isnende Blidhed
og Skønhedens angstfyldte Skove.
II
Se, Skønheden skræmmer og saarer,
og ingen skal haanes og hades
som den, der vil dufte og daare.
Sandhedens Raab er et barskt:
Der sidder en Skifting paa Tronen.
Men Skønhed — er Revolutionen.
Dens Rige af skinnende Guld
med Drømmenes Søjler og Vækster
er Hverdagen styrtet omkuld.
Mennesket føler sit Liv
og alt med sin Virken beslægtet
af Skønhedsprofeten fornægtet,
nedslynget og dommedagsknust —
og hævner sig grumt paa Profeten,
der nærmer sig, fjernhedsberust . . .
De er fra det fjendtlige Fjerne,
en Fremmed fra langt tilbage,
en Mand fra Ekbatanas Dage!
III
Det byder de evige Pligter —
jeg vil ej forraade en Digter,
o Ridder af Rytme og Rim!
Jeg gaar i Efteraarsduften
og tænker paa Dem, mens det skumrer
og bliver saa blegt i Luften.
Dybt inde blandt Krattets Trær
lever kun store Skygger
og Solens ensomme Skær.
Af Stilhed er Skoven fuld.
Jeg kommer et Sted, hvor der vokser
syv Ege af pureste Guld!
De funkler, de funkler — mens Mulmet
siver fra Løv og fra Muld . . .
Af Skæbne er Skoven fuld.
Her findes den Pragt og det Mørke,
som fylder en Drømmers Aar.
Her findes den Pragt og det Mørke . . .
Det gør mig tungsindig og stærk —
i disse Livsdybder lever
De og alt Deres Værk!