Asuren
Efter Stéphane Mallarmé
Efter Stéphane Mallarmé
Den evige Asur — al dens klare Ironi,
utilgængelig skøn som Blomsterne, daler
over Digteren, der magtløs forbander sit Geni
igennem et ørkengoldt Øde af Kvaler.
Paa Flugt, med lukkede Øjne, føler jeg den tynge
med sin stirrende Anklages knugende Magt
min tomme Sjæl. — Hvorhen? Hvilket Mulm skal jeg slynge,
skal jeg slynge som Pjalter om dens martrende Foragt?
Rejs jer, I Dampe! spred eders Aske graat i graat
med lange Taagelaser ud over Himlens Enge,
som Efteraarsmoradset skal drukne, gustenvaadt,
og byg et Loft, der stort og stumt kan Rummet stænge!
Og du, stig op fra Lethe og medtag fra dit Øde
de døde Dammes Dynd og visne Siv og Straa,
du kære Lede, for med flittig Haand at bøde
de blaa og dybe Huller, som spotske Fugle slaa.
Og saa! — lad uden Ophør de triste Skorstenspiber
give Røg, og lad et vandrende Fængsel af Sod
udslukke i Rædslen fra sine sorte Striber
den fjerne Sol, der gullig svømmer i sit Blod!
— Himlen er død. — Mod dig, o Jorderig, jeg iler,
lad Mindet om det grumme Ideal og Synden dø
hos denne trætte Martyr, der nu saa gerne hviler
paa de lykkelige Menneskehjorders bløde Hø.
Thi dèr vil jeg, siden min Hjerne, tom og færdig
som Sminkekrukken, henslængt ved Foden af en Mur,
ej længer skaber Kunst, den hulkende Tanke værdig,
sørgeligt hengabe mit Liv i Fangebur . . .
Forgæves! Asuren hersker, og jeg hører dens Sange
i Klokkerne. Min Sjæl, den bliver Røst for at slaa
os med endnu større Bæven i onde Sejersklange,
og dirrer ud fra Malmet som Aftenhymners Blaa!
Den runger gennem Taagen med Genklang fra de Døde
og stinger som en Sværdsod Angsten i din Natur.
Hvor skal jeg flygte hen i mit golde Oprørs Brøde?
Jeg er hjemsøgt. Asur! Asur! Asur! Asur!