Se — paa den sorte Kanal
i Maanestriben
vugger de hvide Svaner —
med bøjede Halse,
forunderligt stivnede . . .
En Brystlyd, et Gisp
fra Svanedrømme
i den overvældende Tysthed.
Det hængende Løv
ubevægeligt Sølv
over Svanernes troldbundne Dvale.
— Saaledes synker
vi hen under Maanen,
bedøves . . . som Svaner . . . i Natten . . .