Jeg elsker det, du elsker,
det Fjerne og det Døde —
hin hjertemilde Moder,
du aldrig mer skal møde.
De Dale og de Fjelde,
hvor du engang var hjemme —
de store, øde Strande,
som du kan ikke glemme . . .
Der bruser Sne i Luften —
og dine Øjne bruse.
O Sjæl, der ensom flagrer
højt over de høje Huse!
Min Sjæl kan blive fremmed
for Mennesker og Minder,
kan vende sig i Kulde
fra det, der rigest skinner.
Min Sjæl har valgt — den valgte
det Døde og det Fjerne.
Jeg flyver, hvor du flyver —
mod Ensomhedens Stjerne!