Jeg er en stille Nat, der ikke svinder;
jeg er en langsom Ild, der aldrig slukkes —
mens Mørket ruger, ulmer det og skinner,
som Morild blødt af sorte Vande vugges.
Det glimter selv i Hjertets skjulte Dybder —
som fjerne Fyrs usynlige Lanterner,
som Fakkellys i Kathedralers Krypter,
som Himmelrummets aldrig sete Stjerner.
Af Mulm og Stjerner er mit Hjerte dannet.
— Det er, som havde Satan først mig skabt
og kaldt mig sin, en dødsdømt og forbandet;
men Gud, der vil, at ingen skal gaa tabt,
medlidende i Mørket ladet dale
en Gnist fra Evighedens Tempelsale.