Jeg favned dig blidt, og jeg kyssed dig blidt
paa Mund og paa Haar og paa Hænder;
men den, der har kysset, han brænder,
og siden hin Nat har jeg grublet og lidt.
Thi Herren, der Hjerterne kender,
har set i mit Hjerte, som banked mod dit —
ak ve, nu er Skæret paa Vesthimlen hvidt,
og Skumringen Lygterne tænder . . .
Jeg vilde dig ondt — kun mit eget Begær!
— O Herre, hvor Klokkerne tone!
Nu er mig din Straf og din Kærlighed nær.
Se Fuldmaanens dødstunge Krone!
Jeg vandrer ind under dens isnende Skær,
at knæle for Lidelsens Trone . . .