3. November 1896.
Du blev min Ungdoms Profet, og ingen Syner
gjorde mig som dine andagtsfuld og vild.
Skønt — som naar Himlen i mørke Nætter lyner —
gnistred for min Sjæl din Tankes Himmelild.
Dybt slog den ned, og ulmende den brænder,
rød under Mismods sorte Askevægt.
— Hellig er Ilden og den, der Ilden tænder,
Længsel og Oprør skænker han sin Slægt!
Livet skal lue! Til Krige og til Fester
Solen os skabte Jordens stolte Hjem!
— Ak, i mit Hjerte, elskede Mester,
ulmer din Ild — naar vil den flamme frem?