Det er den nye Tid — Alverden slumrer.
Det er den nye Tid, den nye Tid!
— Ej er der langt til Timen, hvor det skumrer,
kort skinner Dagen, kongelig og hvid.
Den nye Tid! — et Ord for unge Sjæle.
O, jeg er ung! — det har jeg glemt for tit.
Jeg skrev den døde Jubels Eftermæle
og blev i Livets Ørk en Eremit.
Men det er Præster, vi har Trang til, Præster„
der vandrer uden Sky i Livets By
og taler dybt om Sjælens dybe Fester
Og præker vildt om vilde Tiders Gry . . .
En Sangersjæl, en Kongesjæl — en Drømmer,
som hader Verdens Guder og som tror
paa Hævnens Hav, der Verden oversvømmer,
og paa den nye, jomfruskønne Jord.
O, der er goldt paa Ensomhedens Veje,
fattigt og goldt som dér, hvor Døden gaar.
— En Kamp mod Verden? . . . Skal jeg Sejer eje?
En Kamp mod Verden? — Kamp er Vaar, ja Vaar!