O danske Slette, klædt i Bøgens Grønhed,
i Kornets Gyldne og i Fjordes Blaa,
du Plet, som først af alt min Barndom saa,
jeg priser end din Lykke og din Skønhed!
Jeg dyrker Sydens Afgud i mit Minde;
men du er Guden, mine Fædres Gud —
fra dig al Livets Rigdom toner ud,
i dig mit Hjertes Toner Sangbund finde.
Din Sommerdag er som en Kongedatter,
der hed af Attraa hviler paa et Hynde,
med aaben Favn og blød og yppig Latter.
Og som en Nonne dine lyse Nætter
— ved Blikkets Blidhed, Legmets kyske Ynde —
al Kval, alt Nag, alt Smuds af Sjælen tvætter.