Efterat Hervar med saa stor Manddom havde erhvervet sin Faders Sværd, skyndte hun sig ned til sit Skib Odderen. Her vare Folkene i Skræk over det Bulder, der havde lydt hele Natten, og de Luer, der slog op fra Øens Sydkant. De vare nu meget glade ved Hervars Ankomst, og lettede Anker endnu samme Nat. — Om Hervars Vikingetog efter den Tid er der Lidet optegnet. Man veed kun, at hun vandt baade Bytte og et stort Navn; thi ved Tyrfings Hjælp var hun vis paa Seier i enhver Strid. Paa alle disse Tog vedblev hun at fore Navnet Lødver og klædte sig som andre Vikinger. Heller ikke blev hun af Nogen holdt for at være en Qvinde. Hendes Blik og Mine vare mandige, hendes Væxt høi, og i Mod og Dristig hed veg hun for Ingen. Hvis hun nu ved disse Egenskaber slægtede sine Fædrenefrænder paa, saa viste hun igjen, naar Leilighed gaves, større Mildhed og Skaansel end almindelig var paa de Tider; saa at det heller ikke fornægtede sig, at hun gjennem sin Farmoder Eyvor, Svafurlamis Datter, stammede ned fra de blidere Asaguder.
Da nu et Par Sommere vare gaaede paa den Viis, længtes Hervar hjem. Hun drog da tilbage til sin Morfader, Jarl Biartmar, og syntes nu at ville slaae sig til Ro. Hun klædte sig som andre Qvinder og tilbragte Tiden med kunstig Vævning og lignende Qvindesysler. Hun var nu bleven mere sagtmodig og bedre at handle med, og var meget omtalt for sin Skjønhed og Gavmildhed.
Norden for Jarlens Eiendomme laae en stor Landstrækning, hvorover en Konge ved Navn Høfund herskede, en vennesæl Mand og berømt for sin Viisdom. Til ham naaede Rygtet om Hervar, og han drog hen for at beile til hende. Jarlen optog det vel, men spurgte Hervar om hendes Mening. „Du har raadet for mig i Alt fra min Barndom, svarede hun. Det er da vel bedst, du ogsaa raader for mit Giftermaal”. Brylluppet blev da feiret med stor Pragt, og hun drog hjem med Kong Høfund til hans Gaard. De levede lykkeligt sammen og fik to Sønner, Hadding og Heidrek, der begge to trivedes godt, bleve store og stærke, men vare meget forskjellige i Sindelag. Hadding var blid og vennesæl efter sin Fader og afholdt af Alle. Heidrek havde et haardt og stridigt Sind, og var som Dreng saa selvraadig, at Høfund ikke vilde beholde ham hjemme hos sig, men lod ham opfostre hos en Mand ved Navn Gissur, der var vel erfaren i alle Idrætter. Men om Hervar antog man, at hun yndede Heidrek meest.
Engang holdt Kong Høfund et stort Gilde i en ny opbygget Hal, og indbød dertil alle anseete Mænd i sit Rige, undtagen Gissur og Heidrek. Herover blev Heidrek meget opbragt, og besluttede at komme selvbuden, da han ikke kunde komme indbuden. Gissur raadede ham derfra, men hans Sind stod ikke til at tage mod Raad. Han iførte sig sine Vaaben og foer afsted, og I ville ret snart erfare hvad Enden blev paa den Leg.