För Du forlader Dannevang
Og Dig til Syden svinger,
O Kunstner, hör vor Takkesang,
Som Dig imöde klinger!
Skal Dine Toner ikke meer
Os tæt om Dig forbinde,
Skal dog Dit Billed, som Du seer,
Om Dig og dem os minde.
Som Orpheus bragte Gran og Eg
Og Stene til at dandse,
Og kunde ved sin Strængeleg
De vilde Floder standse,
Saa maner Du ved Strængen ud,
Hvad dybt i Sjælen hviler;
Det kommer villigt paa Dit Bud,
Det standser eller iler.
Der klinger i Dit Strængespil
En Sang af fire Muser,
Og Tonen, naar man lytter til,
Igjennem Sjælen suser.
Det vifter blidt, som naar i Qveld
En Luftning Vandet kruser;
Det stormer, som naar Fossens Væld
Henover Fjeldet bruser.
Men kun i simple Toners Klang
Vor Afsked vi Dig bringe;
Du selv lod i en kunstig Sang
De samme Toner klinge;
Og hvad i denne Melodie
En Mester sagde Folket,
Det har af Hjertets Fylde vi,
Skjöndt uden Kunst, ham tolket.
J. L. Heiberg.
