Til Bruden(Den 2den November 1838.)Novembers Aande er kold og raa, den guulner Bögenes grönne Krone;for den sig lukke de Blomster smaa, ej Duft, ej Farve kan Storm forsone.Lad Lövet segne,lad Lunden blegne!jeg trende Blomster vil her betegne, som falmer ej:Den ene yndig, som Perlen reen, og klar som denne, men stille, rolig,den funkler ikke som Ædelsteen, men staaer beskeden ved Fromheds Bolig.Hvo Blomstret ejerog kjærligt plejer,har over Verden og Lasten Sejer ved Uskylds Magt.Den anden Blomst har sin dybe Rod i Hjertets reneste, bedste Gjemme;endog i Svaghed indgydes Mod og styrkes Haabet, hvor den har hjemme;Ja, om end Staalet,om selve Baaletdit Hjerte trued’, Du gik til Maalet ved Troskabs Magt.Det tredie Blomster ej oprandt her, en Seraph bragte det ned til Jorden;Algodheds Kilde dets Rod er nær, det skyder frodigste Skud i Norden —Thi det som hæverhver Aand, som stræbermod Kildens Udspring, naar Hjertet bæver, er Kjærlighed.Hos Dig som, kjærlig, uskyldig, tro, Treblomstret gav ej for Verdens Skatte,hos Dig det stedse skal frodigt groe — din Dorph tilfulde dets Værd kan fatte.Og nu, Veninde,hvad denne Sindejeg sang, derom skal dig ofte minde tre Engle smaa.1Bröndsted.