Peter Oluf Brøndsted (1780–1842)

Brøndsted, Peter Oluf (egentlig Ole), 1780–1842, Arkæolog, fødtes 17. Nov. 1780 i Fruering Præstegaard; hans Fader, Christian B. (f. 1742 † 1823), var Sognepræst der og Provst i Hjelmslev Herred; Moderen, Mette Augusta f. Petersen (f. 1758 † 1832), omtales med stor Ros. 1785 kom Faderen til Horsens, og Drengen blev sat i den lærde Skole her, hvis udmærkede Rektor Oluf Worm tog sig meget af sin højt begavede Discipel og tidlig vakte den Interesse og Begejstring for Grækenland og dets Oldtid hos ham, som blev bestemmende for hans Livsbane og altid fulgte ham. 1796 tog han ved Universitetet Artium med Udmærkelse og forbavsede navnlig alle ved sine Kundskaber i Græsk; han deltog derefter i det rigere Hovedstadsliv med saa stor Iver, at han kun med Besvær fik sin anden Examen 1798, hvorpaa han studerede Theologi. Trods enkelte Afbrydelser i Studiet, særlig 1801, da han var et meget ivrigt Medlem af Livjægerkorpset, tog han 1802 en hæderlig Attestats; men med det samme forlod han Theologien og traadte ind i det filologiske Seminarium under Moldenhawer. Her sluttede han et nøje Venskab med den haabefulde, unge Filolog Georg Koës, Søn af Finansraad G. D. F. K, i hvis Hus han blev indført og 1806 forlovede sig med Datteren Frederikke K. (f. 18. Sept. 1790); Svogeren, der havde studeret i Halle, gjorde ham først bekjendt med den nye, af F. A. Wolf grundlagte Retning i Filologien. Som et af hans første videnskabelige Arbejder kan nævnes en Besvarelse af Universitetets filologiske Prisopgave 1804, hvorfor han fik Guldmedaillen.
Samme Aar gjorde B. sin første Rejse til Tyskland, paa hvilken han kom til Gøttingen og stiftede Bekjendtskab med Eichhorn, efter hvis Opfordring han ved sin Hjemkomst skrev Afhandlingen «Schöne Redekünste der Dänen», som udkom 1810 i 4. Bind af Eichhorns store «Geschichte der Litteratur». Men hans Ønskers Maal var Grækenland, og da han baade fik offentlig Understøttelse og Hjælp af sin ret velhavende Fader, besluttede han 1806 i Forening med sin ligesindede Ven Koës at foretage en længere Rejse, hvis sidste og væsentligste Maal skulde være en Vandring gjennem dette Land og Undersøgelse af dets Fortidslevninger. Efter at begge havde taget den filosofiske Doktorgrad (B. 18. Juli 1806), tiltraadte de 1. Avg. deres Rejse. Gjennem Dresden og Weimar, hvor de vare under Slaget ved Jena, og en Række andre tyske Byer naaede de 15. Nov. til Paris, hvor de bleve i 2½ Aar; interessante Meddelelser om B.s Samliv her med Oehlenschläger, Malte-Brun, Brødrene Schlegel o. a. findes i de af N. V. Dorph 1850 udgivne «Uddrag af B.s Rejsedagbøger». Det egentlige Pariserliv tiltalte ham ikke, og han dømmer meget haardt om Franskmændenes Væsen i det hele; den Uvilje, han nærede mod dette Folk, tabte sig først lang Tid senere, efter at han 1830 havde været Vidne til Julirevolutionen. Særlig udtaler han sig nu meget skarpt om Napoleon, for hvem han havde sværmet 1801. Men de rige Kunstsamlinger og Bibliotheket beundrede han naturligvis, arbejdede flittig der i og søgte overhovedet paa alle Maader at forberede sig til Grækenlandsrejsen. Nye Rejsefæller fik han her i v. Hallerstein, Linckh og Stackelberg, og i Sommeren 1809 droge de samlede til Rom, overvintrede der og gik saa i Maj 1810 til Neapel; der fra gjennemvandrede de det gamle Storgrækenland til Otranto, hvorfra de over Korfu naaede Athen 14. Sept. 1810. Rejseselskabet forøgedes her med Englænderne Cockerell og Foster, og de aftalte at arbejde sammen paa den Maade, at de delte sig i flere Hold til forskjellige Exkursioner, men Udbyttet af Opdagelserne skulde være alles fælles Ejendom og bekjendtgjøres i et fælles Værk.
Vinteren gik med til Undersøgelser i Attika og de nærmeste Landskaber. I Begyndelsen af 1811 foretoge Hallerstein, Linckh og Englænderne de berømte Udgravninger i Athenetemplet paa Ægina, medens B., Koës og Stackelberg droge til Konstantinopel og efter et 3 Maaneders Ophold her ned gjennem Lilleasien til Smyrna. Koës vendte her fra tilbage til Athen, medens de to andre gik til Efesus for at undersøge dets Ruiner, en Udflugt, som nær havde kostet dem Livet; thi de paadroge sig herved en heftig Klimatfeber, som brød ud, da de vare komne tilbage til Smyrna, og fængslede dem til Sygelejet her et Par Maaneder. Efter at være helbredede sejlede de til Thessalien og vendte gjennem dette Land tilbage til Athen; under Vejs fik de den sørgelige Efterretning, at Koës var død paa Øen Zante 6. Sept. I Danmark ventede man nu, at B. vilde komme hjem, ja man ansaa endog hans Udebliven for ukjærlig og var nær ved at lægge ham Koës’ Død til Last, fordi han havde forlænget Rejsens Varighed ud over den paatænkte Tid; men han mente, at der endnu var for meget tilbage for ham at gjøre, og blev altsaa i Athen. I Vinteren 1811–12 foretog han sine betydelige Udgravninger paa Øen Keos og var senere paa Salamis og Ægina; Sommeren 1812 berejste han Peloponnes og deltog i Udgravningerne i Apollotemplet ved Phigalia, og i Sept. drog han til Zante, hvor han rejste sin Ven et Gravmæle; sidst paa Aaret var han i Epirus, hvor han tilbragte nogen Tid hos «den genialske Tyran» Ali Pascha af Janina. Han kunde ikke andet end føle Afsky for denne Mands listige og grusomme Regimente og saa tillige i hans Indflydelse den stærkeste Hindring for, at Grækenland kunde vinde Frihed og Selvstændighed; men han mente dog, at hans Despoti i alt Fald var at foretrække for den tyrkiske Regerings, og Alis Personlighed har gjort et stærkt Indtryk paa ham. Fra Epirus vendte han siden tilbage til Italien og kom endelig hjem til Danmark 18. Sept. 1813. Denne sin Rejse (undtagen Opholdet paa Peloponnes 1812) skildrede han siden i en dobbelt Række Forelæsninger ved Universitetet i Vintersemestrene 1815–17, og efter det efterladte Manuskript til disse har Dorph 1844 udgivet «P. O. B.s Rejse i Grækenland 1810–13» i to Bind. B.s aabne, friske og sunde Syn for og Dom over alt, hvad der mødte ham i Naturen og Menneskelivet paa hans Veje, i Forbindelse med hans store historiske Kundskaber, hans smagfulde Udvalg af det rige og den Gang endnu helt nye Stof, hans livfulde Fremstilling og den Begejstring for Æmnet, der udtaler sig paa hver Side, gjøre dette Værk til en af de ypperste Rejseskildringer i vor Litteratur trods adskillige formelle Mangler, som vel mest hidrøre fra, at Forfatteren selv ikke fik givet det den sidste Overarbejdelse.
B. blev strax efter Hjemkomsten extraordinær Professor i Filologien og ægtede 23. Okt. 1813 sin forlovede i Horsens. I 4½ Aar levede han nu et lykkeligt Familieliv med sin elskværdige Hustru, der forstod at bære over med hans smaa Svagheder i det daglige Liv og ved sin milde og kjærlige Færd lagde en velgjørende Dæmper paa hans noget heftige og urolige Sind. 1814 deltog han i Oprettelsen af det danske Bibelselskab, og 1815 blev han Medlem af en kgl. Kommission til Udarbejdelse af en ny Oversættelse af det nye Testamente; herved kom han hyppig til at arbejde sammen med Biskop Mynster, der udtaler, «at han aldrig i Forretningssager har haft behageligere Samlinger end disse». Han omgikkes med næsten alle Datidens Videnskabsmænd her hjemme, og hans selskabelige Talenter, særlig hans fra Barndommen af udviklede Evner og Interesse for Musik, knyttede ham som velset Gjæst til andre Kredse, bl. a. Rahbeks Hjem. Men hans Professorgjerning tiltalte ham ikke; han mente, at han endnu selv for meget trængte til at lære, og til hans Svagheder hørte ogsaa en stor Upræcished, som ikke passede til Stillingen og indbragte ham flere Ubehageligheder. Man skumlede ogsaa over, at det varede saa længe, inden man saa Frugterne af hans Rejse, og da han i Juli 1815 fik Ridderkorset, hed det sig, at han fik det «paa Forskud». Her var man dog uretfærdig imod ham; thi foruden de ovennævnte populære Forelæsninger om sin Rejse og sine Forelæsninger for Studenterne udarbejdede han ogsaa 1817–18 to Hæfter «Bidrag til den danske Historie og til Kundskab om Danmarks ældre politiske Forhold efter udenlandske Manuskriptsamlinger» (Robert Vaces Rimkrønnike om Rolf Ganger og Hertugerne i Normandie). Men det store Værk om Opdagelserne i Grækenland havde han ikke de nødvendige Midler til at udarbejde her hjemme, og han længtes derfor efter at komme til Rom, hvor han skulde arbejde derpaa sammen med sine Rejsefæller. Hans Hustrus Død (10. Maj 1818) gjorde ham Opholdet i Danmark endnu pinligere, og endelig brød han over tvært og rejste bort 31. Okt. 1818.
Efter at have opholdt sig forskjellige Steder i Tyskland naaede han Rom sidst i Jan. 1819. Han var bleven udnævnt til det danske Hofs Agent ved Pavestolen og nød saaledes en mere anset Stilling; men den paalagde ham mange Biforretninger, som stjal megen Tid fra hans Arbejde, og indviklede ham ogsaa senere i Bryderier. Næsten hele Aaret 1820 var han paa en Rejse med Lord Guilford til de ioniske Øer, Malta og Sicilien; under denne udbrød Revolutionen i Neapel, og B., som da var i Palermo, hvorhen Bevægelsen forplantede sig og førte til afskylige Pøbeloptøjer, slap med Besvær bort der fra til Neapel, hvor han tilbragte Resten af Aaret. Han var meget begejstret over den frie Forfatning, Neapel havde faaet ved Revolutionen; thi han selv nærede meget frisindede Anskuelser og hadede, hvad hans Dagbogsoptegnelser paa mange Steder bevidne i skarpe og træffende Udtryk, af sit fulde Hjærte den hyklerske Despotisme og Underkuelse af Folkenes Ret, som den hellige Alliance havde indledet. Men han glemte derover, at han var dansk Hofagent, og da han i sine Indberetninger for aabenlyst udtalte sin Glæde over det skete og sit Haab om Italiens Gjenfødelse ved Friheden, lod man ham vide, at hans Hof saa Sagerne paa en anden Maade. Frimodig svarede B. herpaa, at han altid havde anset det for sin Pligt som ærlig Mand at berette, hvad der tildrog sig, og udtale sin Mening derom, ikke sin Øvrigheds, «da det jo dog i sig selv er ufrugtbart at fortælle nogen hans egen Mening om noget». Værre var det dog, at han ogsaa gav sin Frisindethed offentligt Udtryk i en arkæologisk Afhandling om den saakaldte «Hierons Hjælm», som var funden i Olympia 1817; i Fortalen hertil ytrede han nogle Ord om Kongen af Neapel, «den højmodige Fyrste, der omsider havde tilstaaet sit Folk den dyrebareste Gave, der nogen Sinde kan skjænkes de dødelige». Hoffet i Wien klagede over disse Udtalelser, og om end B. ikke ligefrem faldt i Unaade, tilbageholdt man nu hans Gage som Hofagent. Pengetabet var han dog i Stand til at bære, da han med sin Hustru havde faaet betydelig Formue.
B. var derefter i Rom til Foraaret 1823 og arbejdede paa sit store Rejseværk; det gik dog kun langsomt fremad dermed, da han «intet Værk vilde udgive, før det var modent til at udgives», og han følte, at han endnu paa mange Punkter trængte til at faa sin Oldtidsanskuelse klaret og fæstnet. Udarbejdelsen af Kobberne til det tog ogsaa megen Tid, og sagtens er hans Arbejdslyst ogsaa bleven trykket ved den Sorg, han maatte føle ved at se det ulykkelige Forløb af Frihedsbestræbelserne i Italien, Spanien og Grækenland. Da imidlertid første Afsnit omtrent var færdigt, rejste han 1823 til Genf for at lade den franske Text gjennemgaa af en paalidelig Sprogmand og gik saa til Paris, hvor Værket skulde udkomme; inden dette skete, maatte han dog endnu gjøre en Rejse til England i 1824. Foruden det videnskabelige Udbytte af denne havde han ogsaa stor Opmuntring deraf ved at se det friske og kraftige Frihedsliv i England, og i et Brev til Mynster udtaler han, at han nu havde faaet sit Haab om bedre Tiders Komme styrket og vundet den Erkjendelse, «at alle mod Evropas Lys og Frihed sammensvorne Kræfter dog, tidligere eller sildigere, maa strande paa den Klippe, som hedder Britannia». Sidst i 1825 udkom endelig 1. Levering af hans Hovedværk: «Voyage dans la Grèce» i Paris og samtidig en tysk Udgave deraf: «Reisen und Untersuchungen in Griechenland»; han skildrer heri sine Udgravninger paa Keos og giver derhos en Oversigt over Øens Historie, Geografi og Oldtidsinstitutioner; paa de smukke Kobbere dertil havde han anvendt en stor Del af sin Formue. Det var et særdeles grundigt og dygtigt Værk og blev ogsaa modtaget med stor Anerkjendelse; en skammelig Beskyldning, som et Par Aar senere rejstes mod ham paa en fransk Arkæologs Anstiftelse af en tysk Doktor, der paastod, at B. havde stjaalet det hele fra Villoison, tilbageviste han fuldstændig. Imidlertid havde han ved Studier af Parthenonsmetoperne i British Museum sammen med Cockerell forberedt sig til Udgivelsen af Værkets 2. Levering, som udkom 1830; Hovedpartiet deraf er et Forsøg paa at tyde Metoperne paa Sydsiden af Parthenon, og man maa her anerkjende hans Lærdom og Skarpsindighed, om end mange af hans Forklaringer som Følge af Stoffets Beskaffenhed maatte være højst usikre. Dette Arbejde grundfæstede B.s evropæiske Berømmelse som udmærket Arkæolog. Endnu manglede der 3 Fjerdedele af hele Værket efter den lagte Plan, men B. fik aldrig Lejlighed til at udgive mere deraf; selv hans delvis færdige Beskrivelse af Parthenons Frontongrupper udkom ikke og er maaske nu tabt, hvorimod Kobberne dertil ere bevarede. En engelsk Udgave af Værket var paatænkt, men Boghandleren gik fallit, hvad der paaførte B. store Tab og nødte ham til at sælge adskilligt af sine værdifulde Samlinger fra sine Rejser under et Ophold i England 1831. Under dette blev han Medlem af the Royal Society of literature, i hvis Skrifter han 1832 udgav en Afhandling «On Panathenaic vases»; ogsaa i et Par andre Skrifter har han behandlet de antike Vaser, for hvis Kunst han interesserede sig meget. For et andet engelsk Selskab, Society of dilettanti, «der har virket mere for grundige Undersøgelser i Grækenland end alle Fyrster og alle Foreninger siden Hadrians og Pausanias’ Tider», udgav han 1836 i London sit udmærket dygtige og interessante Arbejde: «The bronzes of Siris» (siden omarbejdet paa Tysk og udgivet i Kjøbenhavn 1837), handlende om nogle Stykker af en Rustning fra Pyrrhus’ Tid med smukke Reliefbilleder.
1832 var han vendt hjem til Danmark med det Forsæt at blive der, og han blev nu 7. Okt. 1832 udnævnt til Direktør for den kgl. Mønt- og Medaillesamling og 13. Nov. s. A. til Professor ordinarius i Filologi og Arkæologi. Han foretog vel endnu herefter gjentagne Gange kortere Rejser til England og Frankrig, særlig for at skaffe Afstøbninger til Samlingen; men i det hele blev han dog hjemme og passede sin Universitetsgjerning samvittighedsfuldt. I sine Forelæsninger behandlede han fornemmelig de græske Tragikere og Pindar, hvis Forstaaelse og Tolkning han selv mente særlig laa for ham som overvejende Følelsesmenneske, dernæst ogsaa græsk Litteraturhistorie, Geografi og Arkæologi; han udarbejdede dem altid med Omhu, og hans Foredrag skal have været livfuldt og klart, men noget for vidtløftigt. Grammatiker var han ikke, saa at den sproglige Side af hans Fortolkning havde sine Mangler; men faa ere vel trængte saadan ind i den græske Oldtids hele Aand som han, og dette i Forening med hans rige, ved Læsning og Selvsyn erhvervede Kundskaber og fine Smag har vistnok kunnet opveje hine Mangler. Mod de studerende viste han sig altid velvillig og var almindelig yndet af dem; og i det hele siges det, at Velvilje og Tjenstvillighed, Mildhed i Dommen over andre og Tilbøjelighed til fuldt ud og uden smaalig Kritik at anerkjende og fremhjælpe alt, hvad der var ædelt og godt, vare Hovedtræk i hans Karakter. Vel kunde han, naar han var kommen i Strid med nogen, være hidsig og ubehagelig; men han søgte altid Forsoning igjen.
Af hans Arbejder fra denne Periode maa nævnes Skriftet «De cista aënea Præneste reperta» (1834), hvori han paaviste, at denne saakaldte cista mystica kun var et Toiletskrin med Baderedskaber; en lignende Afhandling af ham om den berømte ficoroniske Cista udgaves efter hans Død ved Dorph 1847. For Samfundet til den danske Litteraturs Fremme, hvis Formand han blev 1839, udgav han som «Hellensk Nytaarsgave for 1842» sin malmfulde Oversættelse af Æschylus’ «Agamemnon»; han efterlod sig ogsaa i Manuskript en omtrent færdig Oversættelse af de to andre Tragedier af Trilogien «Orestias», saa at Dorph kunde udgive hele Trilogien samlet 1844. 1835 udgav han en Beretning om Møntkabinettet, af hvis Ordning han havde store Fortjenester, og han var Medudgiver af en Beretning om de kgl. Billedgallerier 1831–36. Af Videnskabernes Selskab var han Medlem siden 1826, men skrev intet i dets Skrifter. I det hele kom der mindre fra hans Haand, end man kunde have ventet; han spredte sig for meget og lod mange Arbejder henligge halvfuldendte, i det han idelig kastede sig over noget nyt, før han var færdig med det paabegyndte. Hans ivrige Syslen med Musik, hans store Omgangskreds og forskjellig Sport som Ridning og Svømning optoge ogsaa meget af hans Tid, og endelig bortkaldtes han ved en pludselig Død, før han endnu var bleven synderlig gammel; han døde nemlig 26. Juni 1842 som Følge af et ulykkeligt Fald fra Hesten. Universitetet, hvis Rektor han var det Aar, holdt en smuk Sørgefest for ham; Oehlenschläger skrev Kantaten, og Mynster holdt Talen.
B.s Biografi ved J. P. Mynster i Indl. til «Reise i Grækenland». Uddrag af B.s Reise-Dagbøger ved Dorph, 1850. Erslew, Forf. Lex.
M. Cl. Gertz.
Brøndsted, Peter Oluf (1780–1842), da. klassisk filolog og arkæolog. Rejse til Grækenl. og Lilleasien 1806–13. Prof. 1813; da. agent ved pavehoffet 1818–32. Hovedværk: Voyages et recherches dans la Grèce 1–2 (1825–1830). B anses for en af den klass. arkæol.s pionerer. (Portr.)
1780
Brøndsted født i Fruering.
1781
Immanuel Kant udgiver Kritik der reinen Vernunft (Kritik af den rene fornuft).
1783
Brødrene Montgolfiers varmluftballon gennemfører den første frie bemandede flyvning i Paris.
1784
Den 16-årige Frederik VI (1768–1839) overtager regeringsmagten fra sin sindssyge far.
1788
Ophævelse af stavnsbåndet.
1789
Den franske revolution bryder ud.

Jean-Pierre Houel: Vue du siège et prise de la Bastille.
Den franske nationalforsamling vedtager Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder.
1790
Danmarks første dampmaskine i Holmens Ankersmedie.
Immanuel Kant udgiver Kritik der Urteilskraft (Kritik af dømmekraften).
1791
Mozarts opera Tryllefløjten uropføres i Wien.
1793
Louvre åbner som offentligt kunstmuseum i Paris.
1796
Alois Senefelder opfinder litografien.
1797
Caspar Wessel, bror til digteren Johan Herman Wessel, giver en geometrisk fortolkning af de komplekse tal.
1798
Napoleon invaderer Egypten.
Peter Frederik Suhm død.
1799
P. A. Heiberg idømmes landsforvisning pga. artiklerne »Politisk Dispache« og »Sprog-Granskning«.
1801

C. A. Lorentzen:
Slaget paa Rheden 2. april 1801, 1802, olie på lærred, 123 × 205 cm.
Frederiksborg Nationalhistorisk Museum. ⌘1802
Oehlenschlägers Digte (1803) udkommer.
1803
Napoleonskrigene (1803–1815).
1806
Det Tysk-romerske Rige opløses.
Napoleon besejrer de preussisk-sachsiske tropper ved Jena og Auerstedt. Weimar plyndres af franske tropper.
1807
København bombarderes af englænderne.

C.W. Eckersberg:
Københavns Bombardement, 1807. Københavns Bymuseum.
1808
Christian VII død. Frederik VI (1768–1839) som har haft regeringsmagten siden 1784, udråbes til konge.
Danmark erklærer Sverige krig.
1812
Napoleon invaderer Rusland.
1813
Dansk statsbankerot og penge nedskrives med ⅙ af pålydende værdi.
1814
Danmark taber Norge som kommer ind under svensk herredømme.
Wienerkongressen (1814–1815) omorganiserer Europa efter Napoleonskrigene og indleder restaurationstiden.
1815
Napoleon lider sit endelige nederlag ved Waterloo.
1819
Jødeforfølgelser i København.
Landets første dampskib, Caledonia, indsættes mellem København og Kiel.
H. C. Andersen flytter fra Odense til København.
1820
Dr. Dampe deporteres.
Fysikeren H. C. Ørsted opdager elektromagnetismen
1821
Cauchy udgiver Cours d’Analyse.
1825
Jernbanen mellem Stockton og Darlington i England åbner, den første offentlige jernbane med damplokomotiver.
1829
Friedrich Schlegel død i Dresden.
1830
Julirevolutionen i Frankrig styrter kong Karl X.
1834

Constantin Hansen:
Slottet Kronborg, 1834, olie på lærred, 28,5 × 42,5 cm.
Statens Museum for Kunst. ⌘1837
Morse perfektionerer telegrafen
Victoria udråbes til dronning af England.

Constantin Hansen:
Et Selskab af danske Kunstnere i Rom, 1837, olie på lærred, 62 × 74 cm.
Statens Museum for Kunst. ⌘1838
Thorvaldsen ankommer til København.
1839
Christian VIII (1786–1848) udråbes til konge.
1842
Brøndsted død i København.