Kong Svegder sad ved Julen i sin Halle,
I Upsala ved Guders store Fest,
En skiøn og heltemæssig Mand; af alle
De stolte Kjæmper syntes han dog bedst.
Paa ham saa mangt forstjaalet Blik mon falde
Af mangen Skjoldmø, som var der hans Gjæst.
Han sad paa malmbeslagne Kongesæde,
Og Hallen gjenlød høit af festlig Glæde.
Og Bragebægret monne for ham stande,
En Guddom treen usynlig for ham frem,
Den stolte Asastammes første Hjem.
Han sagde: Det er Skik i vore Lande,
At Drotten Løfter gjør, og holder dem;
Hvem Død ei skræmmer, sig til Leding samle!
Jeg gaaer at søge Odin op, den gamle.
De Kjæmper tolv fra deres Sæder sprang,
De regne deres Slægt fra Guderstammen.
Af Vaabenbrag den mørke Hvælving klang,
Forstummet er den glade Leeg og Gammen.
Men neppe Vaarens første Lærker sang,
Før Drotten bortdrog med de tolv tilsammen.
De væne Møer stod og saae ved Stranden,
Hvor Seilene fløi bort mod Himmelranden.
Han foer saa snelt paa Østerhavets Bølger,
Og lagde Flaaden i en stille Vig.
Alt Vei og Sti sig for hans Øie dølger,
Han gaaer i vilden Skov i Garderig,
Bestandig fremad, Kjæmpeskaren følger,
En sælsom Færd, paa mangt et Under rig.
Han over Mark og Hede fremad stiger
Mod Solens Hjem og Odins gamle Riger.
Tilsidst han om et Aar engang mon lande
Ved Flodens Grændseskjel ved Tyrkjaland.
Han stod paa Tanaquisls høie Strande,
Da Aftenrøden loe fra Vestens Rand.
Hans Kjæmper tændte Ild, og ved dens Brande
Sin Nadver selv beredte sig hver Mand.
Men Drotten eensom gaaer i Aftenstunden,
Blandt Træer og Roser længer ind i Lunden.
Han saae, han nærmed sig til Guders Rige,
Saa sælsom og saa skiøn var Mark og Vang,
Af Skoven Toner klang, forunderlige,
Af Flodens Bølger steg en mægtig Sang;
Af Jorden dunkle Skygger sagte stige,
Og svæve rundt om Drotten paa hans Gang;
I Græssets Dug staae sølvblaa klare Ringe,
Hvor Alfer sig i Nattens Taushed svinge.
Han gaaer, han gaaer. Dybt ind hans Vei sig trænger
I Klippebrud; tilsidst han monne naae
En Fjeldmuurs Fod, og kan ei komme længer,
En gammel Dværg der sidder sølvergraa;
Til Fødderne det tykke Skjæg ham hænger,
Det ligner Riimfrost, Maanen skinner paa.
Han synger lifligen ved Kildevældet:
Kom, Svegder, Svegder! Odin er i Fjeldet.
Tilbage Drotten vil — omsonst han viger;
En Trolddom ham igjen til Stedet tvinger.
Han raabe vil — forgjæves kun han skriger;
Han truer — Dværgen op fra Pladsen springer.
Og fuldere bestandig Sangen stiger,
Det allevegne ham imøde klinger,
Det toner tusindfoldigt under Vældet:
Kom, Svegder, Svegder! Odin er i Fjeldet.
Da aabned sig Granitens Væg, den kolde,
Og Svegder saae derind, men hvad han saae,
Kan intet menn’skeligt Blik udholde,
Det vil forgjæves Mennesket forstaae.
Ei længer kan han sig tilbageholde,
I Fjeldet ind han dristig monne gaae.
Det lukkes — og hvis Sagas Røst er trolig,
Da sidder Kongen end i Klippens Bolig.
J. L. Heiberg.