Konning Svegders Reise(Efter Geijer.)Kong Svegder sad ved Julen i sin Halle, I Upsala ved Guders store Fest, En skjøn og heltemæssig Mand; af alle De stolte Kæmper syntes han dog bedst. Paa ham saa mangt forstjaalet Blik mon falde Af mangen Skjoldmø, som var der hans Gjæst. Han sad paa malmbeslagne Kongesæde, Og Hallen gjenlød høit af festlig Glæde.Og Bragabægret monne for ham stande, En Guddom treen usynlig for ham frem: Ham længes efter hine gode Strande, Den stolte Asastammes første Hjem. Han sagde: Det er Skik i vore Lande, At Drotten Løfter gjør, og holder dem: Hvem Død ei skræmmer, sig til Leding samle! Jeg gaaer at søge Odin op, den gamle.De Kæmper tolv fra deres Sæder sprang, De regne deres Slægt fra Gudestammen. Af Vaabenbrag den mørke Hvælving klang, Forstummet er den glade Leg og Gammen. Men neppe Vaarens første Lærker sang, Før Drotten bortdrog med de Tolv tilsammen. De væne Møer stod og saae ved Stranden, Hvor Seilene fløi bort mod Himmelranden.Han foer saa snelt paa Østersaltets Bølger, Og lagde Flaaden i en stille Vig. Alt Vei og Sti sig for hans Øie dølger, Han gaaer i vilden Skov i Gardarig, Bestandig fremad, Kæmpeskaren følger, — En selsom Færd, paa mangt et Under rig. Han over Mark og Hede fremad stiger Mod Solens Hjem og Odins gamle Riger.Tilsidst han om et Aar engang mon lande Ved Flodens Grændseskjel ved Tyrkjaland. Han stod ved Tanais paa høie Strande, Mens Aftenrøden loe fra Vestens Rand. Hans Kæmper tændte Ild, og ved dens Brande Sin Nadver selv beredte sig hver Mand. Men Drotten eensom gaaer i Aftenstunden Blandt Træer og Roser længer ind i Lunden.Han saae, han nærmed sig til Guders Rige, Saa selsom og saa skjøn var Mark og Vang. Fra Skoven Toner klang, forunderlige; Fra Flodens Bølger steg en mægtig Sang; Fra Jorden dunkle Skygger sagte stige, Og svæve rundt om Drotten paa hans Gang; I Græssets Dug staae sølvblaae, klare Ringe, Hvor Alfer sig i Nattens Taushed svinge.Han gaaer, han gaaer. Dybt ind hans Vei sig trænger I Klippebrud; tilsidst han monne naae En Fjeldmuurs Fod, og kan ei komme længer. En gammel Dverg der sidder sølvergraa; Til Fødderne det tykke Skjæg ham hænger, Det ligner Riimfrost, Maanen skinner paa. Han synger lifligen ved Kildevældet: Kom, Svegder, Svegder! Odin er i Fjeldet.Tilbage Drotten vil — omsonst han viger; En Trolddom ham igjen til Stedet tvinger. Han raabe vil — forgjæves kun han skriger; Han truer — Dvergen op fra Pladsen springer. Og fuldere bestandig Sangen stiger; Det allevegne ham imøde klinger, Det toner tusindfoldigt under Vældet: Kom, Svegder, Svegder! Odin er i Fjeldet.Da aabned sig Granitens Væg, den kolde, Og Svegder saae derind — men hvad han saae, Kan intet menneskeligt Blik udholde, Det vil forgjæves Mennesket forstaae. Ei længer kan han sig tilbageholde, I Fjeldet ind han dristig monne gaae — Det lukkes — og hvis Sagas Røst er trolig, Da sidder Kongen end i Klippens Bolig.