II. Opvaagnelsen
Til Jens Baggesen.
Til Jens Baggesen.
Slumret ind ved Skylleregnens Strømme,
Mens en Høstvind skiødte dumpe Slag
Mod min Rude, og den mørke Dag
Qvalte Phantasiens glade Drømme:
Vakt af Solens milde Lys igien,
Som sig venlig i mit Øie stial,
Faldt mit Blik paa Dine Digte hen
Barndomsglæder, Drøm fra Livets Morgen,
Muntert Spøg, og Foraarsdug af Sorgen,
Glade Blomsterbæk paa ny mig skaber,
Og til bedre Dage mig mon lede,
Hvor sig mildt oplyste Skygger brede,
Og sig roligt Længseldrømmen taber.
Veemods- Længsels- og Erindringskrandse,
Søde Sanger, fletter Du om mig,
Og fra vores Ungdoms glade Dandse
Aander Vederqvægelse ved Dig.
Evig unge, blaa som Himmelsluft,
Siig mig: hvilken broget Blomsterduft
Bar fra Gratiers og Musers Chor
Dig i Skiødet af de lune, milde
Foraarsvinde, fra Kastales Kilde,
Fra den eviglyse Straaledands,
Hid, hvor os at skue Solens Glands
Mørke Taager sieldent kun tillade,
Fiernt fra Pindus fulde Harmonier,
Og fra alle Tryllemelodier,
Hvori fordum sig Din Aand mon bade?
Hvor Du Dig i dunkle Laurbærskove
Og ved Peneus sølverklare Vove
Snart om Daphnes brune Lok har slynget,
Snart paa Bakkens Rosenblade gynget,
Snart fra Tempes Dale fløiet op,
Svævet om Olymps og Ossas Top!
Hvad Du der har følt i søde Drømme,
Før Du gik i Legemverdnen ind,
Er hvad nu med taarefulde, ømme
Minder fylder Dig Dit Digtersind:
Er hvad nu ved Dine Sanges høie
Vingeslag kan snart med Spøg og Lyst,
Snart med blide Klagetoner bøie
Os det taarefyldte glade Bryst,
Saa at Taaren under Smilet rinder,
Og at Sorgens stille Charitinder
Hylle Smerten ind i Haab og Trøst:
Er hvad Dig i Livets Tornelande
Tidt Din Vei med Roser monne smykke,
Og paa denne Side Lethe’s Strande
Skienker allerede salig Lykke,
Dig, for hvem sig ingen Blomst har lukket,
Hvem Begeistringen er aldrig slukket,
Aldrig Sangens Væld tilbunds uddrukket,
Bort fra hvem ei Rosenduften svæver,
Dig, som evig ung og evig varm
Polyhymnia paa Straalearm
Mægtigt over Digtersværmen hæver!