Paa den mørke Himmelbue
Maanen sig saa stille hæved,
Medens tætte Skyer svæved
Om den natlig, blege Lue;
Visne Løv fra Egens Grene
Rasled paa de hvide Stene,
Hvor fra gamle Helteminder
Perledug i Natten rinder.
Eensom sad jeg der og ledte
Efter Trøst i Nattens Taage,
Da paa matte Øienlaage
Søvnen sine Vinger bredte;
Medens Sielens lyse Øie,
Giennemskuende det Høie,
Lod med blide Drømme dale
Haab fra Aandeverd’nens Sale.
Men jeg saae i Palmens Skygge
Solen paa dens Blade smile,
Staalbeklædt en Gubbe hvile
Og en Skioldmøes Haand at trykke.
Alfer trindt om begge spøgte
Og de skiønne Blomster søgte,
Medens sølverklare Toner
Løde fra de grønne Kroner.
Mod i Gubbens Øie lued,
Troskab boede dybt i Barmen,
Og med Klippeskiold paa Armen
Han i Møens Blikke skued;
Paa den staalbeslagne Landse
Hæved hun de gyldne Krandse,
Som de hvide Alfer bragte,
Og om Gubbens Tinding lagde.
Men paa sorte Vinger larme
Stormene fra mørke Huler;
Dagens Straalefakkel skiuler
Sig i Havets hvide Arme.
Gubben de fra Møen rive;
Mens fra Maanens Sølverskive
Straalen mat i Bølgen zittrer,
Røde Lyn i Vesten knittrer.
Mat af Rædsel slog mit Hierte,
Da de skumbeklædte Floder
Skilte Søsteren fra Broder.
O! da mildned Gud min Smerte;
Thi jeg saae hans Godhed smile
Mellem Lynets Svovelpile;
Saae hans Blik i mørke Torden
Dvæle faderhuldt paa Jorden.
Thi en herlig Blomst jeg skued
Frem af Møens Bryst at stige,
Smilende mod Himmerige,
Skiøndt de sorte Bølger trued;
Og den spredte sine Blade
Over stormoprørte Flade;
Men jeg saae dens Krone bøie
Sig mod Gubbens mørke Øie.
Tæt om begge den sig slynged,
Smiilte til de Vovers Vrede,
Som paa gyldne Blade slede,
Medens Stormene dem gynged.
Mildere dog Vinden suser,
Havet sine Lokker kruser,
Og de vilde Storme skiule
Atter sig i Fieldets Hule.
Da jeg vaagned af min Slummer,
Morgensolens gyldne Lue
Paa den lyse Himmelbue
Saae mit Øie uden Kummer.
„Blomsten nu paa Thules Fielde
Stander høit i Guddoms Vælde,
Medens Roden broderlig
Dana! tæt omslynger dig!“
C. F. Güntelberg.