†
†
Nu hviler Sneen over Haven,
Dens Lindes Top, dens Rosers Bed,
Men Sneen dækker ogsaa Graven,
Hvor Stedets Herre sattes ned.
Naar Solens Straaler atter spille
Paa gjenfødt Løv, hvor Lunden staaer,
Der skygger om Emilies Kilde,
Han selv ei under Skyggen gaaer.
Hvad har Naturen her ei givet?
Her unge Buske, gamle Træer
Forkynde Velbehag ved Livet,
Og Fred og Mildhed aande her.
Men Døden gik i disse Gange,
Urørt af Stedets Mildheds Aand,
Og kaared under Fuglesange
Sit Offer med sin strenge Haand.
Og Herren under høie Lofte
Til snevre Rum blev flyttet hen,
Og ikke skifted Dagen ofte,
Før alt hans Ungdoms bedste Ven
Med ham gik Veien til de Døde.
Nu stander Sølyst uden dem,
Det store Huus med Eet blev øde,
Og øde blev det mindre Hjem.
Snart vil dog atter Flora smykke
Sin gamle, kjære Skov og Vang,
Og Svalen under Taget bygge,
Og Finken qviddre Morgensang,
Og Sundets Bølgers dybe Brummen
Omsuse Høiens Bøgesal,
Og Biers og Libellers Summen
Den lange, bugtede Canal.
Og atter af de salte Vande
Vil Maanen hæves over Strand,
Og atter vil Capella stande
Som Vartegn over Hveens Land,
Og Duggens Draaber sagte trille,
Som Nattens tusindslebne Speil,
Mens i det Fjerne glide stille
De hvide, svagtbelyste Seil.
Men da skal Tanken see tilbage
Mod Ham, som elskte disse Træer,
Og tungt skal Vennerne beklage,
At ei de samles om ham her.
Hans sjeldne Virken Verden kjender,
Det sjeldne Præg af al hans Id,
Men sjeldnest er, at han mod Venner
Var trofast i en troløs Tid.
Flyv, lille Svale, fra det Fjerne,
Søg, Troskabs Fugl, dit vante Sted;
Straal, gyldne Maane, klare Stjerne,
I lyse Sommernætter ned!
Som om du end besad den Gode,
Ifør dig, Sølyst, al din Glands;
For Ham, som i din Løvsal boede,
Bring hvert et Aar din første Krands!