†
†
Smaablomster, lader eder ei forskrække!
Forfærdes ei, I Spæde,
Fordi jeg eder grusom ned vil lægge
I Dødningkisten, under sorten Dække,
Paa Ligets hvide Klæde.
I Arme! første Gave,
Som skjænkes af Vaaren!
I skal ei blomstre meer i Floras Have,
Men hvile sørgeligt paa Dødningbaaren.
I skal ei Solen skue,
Ei aande Dagens Luft:
Jeg river eder bort fra Lysets Lue
Til evig Nat i indeklemte Hule;
Jeg blander eders Duft
Med Dødens frygtelige Aadselkule.
Tilgiver mig, I Spæde!
I skal ei derfor sørge eller græde.
Alt eengang forhen hvilte
I under Jordens Flade,
Hvor ingen Sol, hvor ingen Stjerner smilte;
Men gjennem Muldet frem I monne skyde,
For jer i Lys og Luft og Dug at bade.
Nu kan I atter bryde
Med eders Stængler Graven,
Hvis Rædsler eder dølge.
Med jer kan Sjælen af den Døde følge
I Paradiset ind, til Himmelhaven.
Ved hvert et Blad, vi have troe ham givet,
Vil han med Venlighed erindre Livet.
Ja trøster jer! Thi vandre
Skal dette Digt til Graven med jer andre,
Med eder, spæde Blomster, og den Døde;
Selv Digtet er jo kun en Blomst, som I:
I visne jo, og Tonerne, som løde,
De ere og forbi.
Men hæv dig, Sang, fra Graven,
Følg med de andre Blomster ham til Haven!