Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

Dengang Lyset blev, paa Herrens Bud,

Da blev Skjønhed med det Samme,

Thi da Verden modtog Lysets Flamme,

Selv den sendte sine Straaler ud.

Skjønhed synlig stod for hvert et Øie,

Men Forgængeligheds Lod den fik;

Opad drog den Støvets Blik,

Peged mod det Høie,

Mens den selv forgik.

Evig Skjønhed, som ved Tidens Magt

Var til Dødelighed bunden,

Om sin Banemand, før han var svunden,

Vikled sine Rhythmer’s Blomsterpragt;

Lyrens Kunst lod Tidsforandrings-Kjæden

Dannes om til rhythmisk Tonestrøm;

Tonen dog, af Veemod øm,

Klager midt i Glæden,

At dens Liv er Drøm.

Høit fra Guders Chor til Hellas kaldt,

Kom en Genius med Vinger,

Som, før Svanesangens Afsked klinger,

Skjænker Skjønhed blivende Gestalt.

Seclers Taage kan den Stærke skjule,

Men hans Lyn gjør klart, hvor Taagen stod;

Stormen lig om Heclas Fod,

Svinger han fra Thule

Sig med gjenfødt Mod.

Atter Skjønhed staaer lig Fjeldets Top,

Som af Evighed blev præget;

Men ved Sangens Magt paany bevæget,

Stenens Ro til Fremgang løses op:

Kunsten, opvakt fra sin Marmorhvile,

Møder Kunstneren i Rhythmers Dands,

Toner sværme ved hans Glands,

Flagre hen og smile

Til hans Laurbærkrands.