„Nu hviler Grøn med Fane sin,
„Som trættede Hjort og rasken Hind.
„Tak, Bonde, nu den gode Gud,
„At du gaaer tryg af Havnen ud.”
Saadan i et gammelt Riim det lyder,
Hvis Mening en yngre Skjald nu tyder.
Hiin Grøn var Jæger, dertil Søhane,
Hans deilige Hustru kaldtes Fane.
Og Fane gav, da hun end var Mø,
Møens Navn til den danske Ø,
Som vender mod Havet sin høie Side,
Den jomfrurene, den blændende hvide.
Og mellem Møens og Falsters Jord
Fik Vandet Navn af Fanefjord,
Og Kirken derved med sit røde Tag
Har samme Navn den Dag idag.
Men efter Grøn har Bondens Mund
Benævnet det samme Vand Grønsund,
Og det Navn end gjælder i vore Tider
For Færgestedet paa begge Sider.
Ved Frenderup By, nær ved et Krat,
Vises en Grav, med Stene sat,
I Alenlængde hundred og halvfjerds,
For de To, som mindes i det gamle Vers.
Den vældige Grøn har Navn af Jette,
Og fra Upsala regnes hans Æt medrette;
Thi kaldtes han længe paa Møens Land
Jetten af Upsal, en farlig Mand.
Under Navn af Klintekonge han gaaer,
Nær ved Klinten hans Voldsted staaer,
Og i fordums Tid ved Høstgildets Leg
Ham Bonden offred en Havreneg.
Han offred den største, den, som var bedst;
Saa vented man, at den vilde Hest,
Hvorpaa han rundt i Landet red,
Ei trampede Sæden paa Marken ned.
Fra Dronningestolen, hvid som Snee,
Eller Aborrebjerget, kan man see,
Naar Luften er klar, til forskjellig Side
To andre Klinter af samme Kride.
Stevns er den ene, den staaer i Nord,
Den anden, i Syd, er Rygens Jord.
Om dem alle tre det Sagn man har,
At en eneste Klint tilforn de var.
Tre Klintekonger — saa Sagnet beretter —
Beherskede dem, tre Upsals-Jetter;
Men Landet blev, ved Kongernes Had,
I trende Parter splittet ad.
Nu skiltes de fra hinanden ved Søen,
Men Venskab blev mellem ham paa Møen
Og ham paa Stevns; foreente med Held
Sloge de Rygens Drot ihjel.
Og stedse bestaaer en Pagt iløn
Mellem Kongen paa Stevns og Møens Grøn;
Som danske Brødre de føle sig Begge,
Og Armene mod hinanden strække.
Men han paa Rygen fra Vennemødet
Er udelukt, af de Andre dødet;
Han er død for Danmark, det vil det sige,
Nu hører han til det romerske Rige.
Fra den nordiske Sagnkreds fjernet han blev,
Har glemt, hvorfra sig hans Herkomst skrev;
Deri bestaaer det, at han er død,
Thi forresten lider han ingen Nød.
Men Møen stander som Danmarks Pryd,
Skipperens Lyst, Vandrerens Fryd,
Saa skinnende hvid som Fane skjøn,
Om Issen krandset af Jetten Grøn.