Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

1. Da sidst jeg bragte Krandsen, — jeg mindes vel den Tid, — Da talte jeg med Kongen, han taled mig blid; Og jeg kan ikke gjøre ved det, jeg begjærte det jo ikke, Men han tog op af Lommen en guldvirket Pung, I det med milde Blikke Han gav mig, mens jeg neiede dybt, en Sølvmynt saa

tung. Da var han en Prinds, da jeg sidste Gang ham saae; Nu er han en Konge med Guldkrone paa, Nu er han en Konge med Guldkrone paa.