Kald, o Musa, herned, kald Choriamberne,
Skjøndt nu Digterens Flugt gaaer til vor Toldbod kun.
Vist ei vredes du vil, at et prosaisk Stof
Rhythmisk hæve sig tør, flagre fra Strængene;
Selv jeg valgte det ei, Penselen gav mig det.
Dog du, Gode, min Haand øver i Citherspil,
Hvergang Hun, som sit Haar fletter til enkelt Lok,
Siger: Husk, at jeg selv hører til Guderne.
Saadan hver en forsøgt Mester i Toneleg,
Hvilket Thema man vil, frit varierer det;
„Petersilie grün” eller et Vægtervers
Formes under hans Haand villigt som Arien.
Skjalden prøver sig, og skaber som Virtuos
Selv det flygtige Stof, hvilket man giver ham.
Her besynger han ei Det, som vel Mængdens Blik
Først sig mærker: den Bro, Skibene holdes fra,
Hvergang Eskildsens Baad tvinger en Passageer
Til et „Gid jeg var Hest” skinsyg at ønske sig.
Ei besynger han her Plagen med Pas-Control,
Ei tilreisende Møes Gysen for Tolderen.
Ei til saadanne Ting kræves mit Versemaal.
Men hiin selsomme Tact, Bølgen sig vugger i,
Naar den, kraftigen brudt, svækket fordeler sig,
Laaner selv af et kort asclepiadisk Vers
Først begyndende Kraft, siden Afmægtighed.
Lokker Klangen dig ei ud paa det Dybeste?
Her sig strækker en Bro længer og længere,
Til Brasiliens Kyst eller til Indiens.
Dog, dit Maal er maaskee sat noget nærmere,
Muligt vil du med Damp gaae til Charlottenlund.
Vel! saa følger jeg dig gjerne paa Lystighed,
Indtil Tummel og Støv gjøre dig kjed deraf.
Da først søges det blidt hvilende Sorgenfri,
Hvor melodisk i Qveld fløiter en Nattergal.