„Jeg er kun ringe, men forsmaa mig ei,“ —
Saa lød det fine Blad, det anonyme,
Og klang ad Ørets Vei
For Hjertet, lig Musik af Liszt og Prume.
Men Anonymiteten
Er vanskelig, særdeles for Poeter;
Man eftersporer den paa kryds og tvers,
Og veed tilsidst den skjulte Haand at finde.
Og her jeg sporer klart en Poetinde,
Thi Bladets Inscription er jo et Vers,
Endskjøndt maaskee for dets Forfatterinde
Det gik umærket, ubevidst forbi;
Maaskee min lønlige Velgjørerinde
At skrive Prosa havde blot isinde,
Men hendes Tanke blev til Melodie.
Og den fortryllende, den skjønne Gave,
Som fulgte med, er den ei selv et Digt?
Thi Hvad er vel dens Ynde mere ligt,
End en Bouquet fra Poesiens Have?
Dens Blomster glimre med en magisk Glands,
Befriede fra Løvfalds bittre Smerte,
Uvisnelig er deres hulde Krands,
Er uforglemmelig for Aand og Hjerte.
Saa Meget er her givet for at lette
Selv allermindste critiske Genie
Det Hverv at finde Sporene, de rette,
Og ikke gaae dem blindt og dumt forbi,
At uden andet critisk Apparat
End det, som paa mit Skriverbord nu smiler,
Mens Øiet henrykt over Glandsen iler,
Jeg fundet har det Spor, som er probat
For Den, som løse vil paa sikker Maade
Den anonyme Gaade.
Foruden lærd og møisom Gransknings Kampe
Opdager jeg Forfatterinden til
Den altfor korte, skjøndt fem Fødder lange Jambe
Samt disse Blomsters nydelige Spil.
Og jeg — jeg skulde finde Gaven „ringe“? —
Hvad kunde man da mere kjært mig bringe? —
Og jeg — jeg skulde Blomst og Blad „forsmaae,“ —
Dem, som Augustas Haand har hvilet paa,
Mens hun maaskee har med en Tanke dvælet
Hos ham, hvem hendes Godhed har forkjælet? —
Jeg føler her mig fattig. Hvor skal jeg
Til mindste Gjengjeld nogen Gave finde?
Min Tak dog baner sig fra Hjertet Vei,
Og stammer bly det Ord fra min Veninde:
„Jeg er kun ringe, men forsmaa mig ei.“