Til Jonas Collin
(I et Exemplar af Kong Salomon og Jørgen Hattemager.)
(I et Exemplar af Kong Salomon og Jørgen Hattemager.)
„I Maroquin en Vaudeville!
Med Guld bebræmmet og med Guld bemalt!
Nu har jeg aldrig seet saa galt!
Ak Hovmod gaaer for Fald, og klæder ilde!
Slig Pusling sig stafferer ud,
Som Melpomenes Matadorer,
Men er dog i sin Pragt, endskjøndt han Folket morer,
En sjællandsk Skrædder, klædt som romersk Gud.“
Hvis Nogen skulde tale saa,
Jeg vilde korteligen svare:
Den Lignelse lad heller fare!
Den passer ei saa ganske paa
Den lille Bog, som her De faae.
Der er en anden, som mig meer behager:
Ei sjællandsk Skrædder, romersk Gud;
Nei, for at tale Sproget ud:
Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
Ja vist, en Salomon i Skindets Pragt,
I Sindets Eenfold kun en Vaudeville;
En Hattemager, svøbt i Kongedragt;
Thi at den ei er Meer, selv Digteren har sagt,
Og troede man ei ham, saa var det ilde.
Men hvorfor tør ei denne Lille
Sig pynte med lidt Flitterguld?
Lidt Stads gjør Glutten saa fornøiet,
Og Dette her er Christentøiet,
Hvori den smiler stolt, men huld.
Desuden, var den og en sjællandsk Skrædder
(Jeg vil ei disputere meer herom),
Saa er den neppe dog — jeg vædder —
Den første Skrædder-Unge, som
I røde Kjole, gyldne Liste,
Med leiet Christentøi til Daaben kom,
Og bliver heller ei den sidste.
„Som Prindsen er,
„Saa sy’es her.“
Som Faddren er, saa bliver Fadderstadsen.
Den Mand, som tog den Smaa ved Haand,
Og førte den i Ledebaand
Igjennem Smags-Orcaners Rasen,
Forfulgt af mangen bitter Aand,
Uskadet ind paa de misundte Bræder;
Som trøsted den, hvergang den havde grædt,
Og bar den paa sin Arm, naar den var træt,
Til ham den lykkelige Skrædder
— Er ogsaa Barnet kun en Vaudeville —
Dog sende bør, anstændig klædt,
Til Tegn paa sin Erkjendtlighed, den Lille.