Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

Til Legationsraad Giersløw,

som paa Udskriften af en Pakke havde tituleret mig: „Lector i det tydske Sprog“.

Kjøbenhavn den 3die Juni 1825.

Det tydske Sprog er ei min Sag,
Thi kan jeg ei mod Pakken tage.
Skal den ei atter gaae tilbage
Med ny Protest, den næste Dag,
Saa nævn mig ved mit rette Fag;
Det tydske kan mig ikke rage.

Kald mig Utydske, kald mig Fjog,
Og kald mig hvad De vil forresten,
Alt Det hvormed man haaner Næsten,
En Fjante, Nar, et uselt Skrog;
Men nævn mig ei det tydske Sprog,
Nævn ikke Djævlens Navn for Præsten.

Jeg er de danske Musers Præst
I Eidoras udanske Have.
Jeg kaldet blev for at begrave
Mit Modersmaals afsjælte Rest,
Og kasted, som jeg kunde bedst,
Tre Gange Jord paa Ligets Mave.

Jeg siger Mave; thi det laae
Med Næsen bleg iveiret rettet.
„Nu er dit Regnebræt udslettet,“
Saa talte jeg: „du frem mon gaae
Af Danmarks Jord, og op skal staae
Af samme Jord; det er forjættet.“

Eet mangler end: Ved Gravens Port
Jeg Epitaphiet maa skrive.
Kan jeg kun dermed færdig blive,
Saa veed jeg vist, min Pligt er gjort.
Saa bliver jeg nok noget Stort, —
Ifald jeg er endnu ilive.

Vel kan jeg, selv i bunden Stiil,
Ret artig for de Tydske sjunge,
Men her har jeg den danske Tunge,
Og dobbelt paa min Post i Kiel,
Hvor jeg paa Den, som Dødens Piil
Har rammet, raaber hæs min Lunge.

Derfor, Høistærede, min Stand
Behag at ændre paa Adressen.
Skriv Navnet rigtig paa Maitressen,
Som tog min venstre Haand forsand,
Og som mig knap til Enkemand
Vil gjøre her i Tidens Pressen.