Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

Et halvt Dusin udvalgte Nytaarsvers,

fra Theatret til Publicum.

Fremsagte af Fru Heiberg som Prolog ved det kongelige Theaters Forestilling den 1ste Januar 1832.

Førend Aaret drager frem,
Mægtig ført paa Tidens Vinge,
Skyldighed det er at bringe
Scenens Hilsener til Dem.
Gammelt er det her i Byen,
At Clienten sin Patron
Bringer en Gratulation
Ved et gammelt Aars Fornyen.
Jeg gik om, paalangs, paatvers,
Gik paa Børsen, Østergade,
Saae paa de couleurte Blade,
Som man kalder Nytaarsvers.
Ønsker med og uden Ramme
Fandt jeg der i tusindviis;
Et besynger Venskabs Priis,
Og et andet Elskovs Flamme.
Ønsker fandt jeg til hver Stand,
Til en Fader, til en Moder,
Til en Søster, til en Broder,
Til en Kone, til en Mand,
Til en Pige, til en Enke,
Til en Skrædder, en Matros,
En Soldat, en Virtuos,
Og hvad Mere man kan tænke.
Men i denne hele Sum
Af det Tøi, som aarlig væves,
Længe søgte jeg forgjæves
Om et Vers til Publicum.
Endelig ved Connexioner
(Thi den Ting er soleklar:
Som Actrice man jo har
Blandt Poeterne Patroner)
Jeg tilsidst fik fat paa En,
Der mig sammenrimed Noget,
Som gaaer ud og ind, og kroget
Hopper paa halvandet Been.
Han af Vers til Nytaarsfesten
Gav sit hele Magazin:
Jeg kun tog et halvt Dusin,
Og lod ham beholde Resten.
Nu jeg tænker da som saa:
Selv om ei hans Vers behage,
Vil De nok tiltakke tage
Med hvad Huset kan formaae.

Til Parterret.

Dem er det, som repræsentere
Den offentlige Dom om Alvor og om Skjers;
Derfor det billigt er, at adressere
Til Dem det første Nytaarsvers.
Ved Publicum forstaaes især Parterret,
Der, om endog fra Scenens Nærhed sparret,
Dog har beholdt sit Privilegium,
Sin gamle Ret at give Characterer
Ved Musernes Examen artium,
Fra den som hedder præ, til den som rejicerer.
Gid Stykkerne, som komme frem i Aar
(At jeg de nye mener, De forstaaer),
Gid disse haabefulde „Russer“,
Som Faderen paa bedste Maade pudser
Med nye Klæder og med klippet Haar,
Og frygtsom til Academiet sender,
I denne Censor finde maae en Kjender,
Som virkelig paa Sagen sig forstaaer,
En Dommer, som sin Domstol kan beklæde,
Som seer med Sandheds, ei med Fordoms Glas,
Og — ihvor fjernt ham anviist er et Sæde —
Gjør Salens Baggrund til den første Plads!

Til Logerne.

De gjælder for Parterrets Antipode,
Thi det er ligefrem,
At paa Theaterverd’nens Klode
Er Alt i omvendt Forhold mellem dem.
Parterret kun af Herrer er formeret,
Der som paa Gaden boe, og under Himlens Tag;
Men i Etager har man Dem logeret,
Og Damer sees i hvert et Vindvesfag.
Kun for at see, man i Parterret kommer;
I Loger tidt, for selv at sees, man kom.
Man i Parterret viser sig som Dommer,
I Logerne som Gjenstand for en Dom.
Med os rivaliserer De alene;
De skiller os ved mangt et Kjenderblik,
Som lader bort sig drages fra vor Scene,
Og mønstrer Dem med taust beundrende Critik.
De, som omkaps med Kunstnerne brillere,
De dog ei vække skal vor Jalousie;
Nei tvertimod! Gid De maae concurrere
Med Kunstens Værk til Skjønheds Harmonie!

Til første Parket.

Seer man fra Scenen ud til Publicum,
Det er, som naar man seer fra Jordens Vrimmel
Ind i en natlig, taaget Himmel:
Man skjelner Intet i det mørke Rum.
Ja, selv de Bifalds- eller Mishags-Stemmer,
Den Hvisken, Hysken eller Talen-høit,
Som lyder enten dæmpet eller drøit,
Man som usynlig Røst fra Aanders Bo fornemmer.
Kun mellem Dem, hvis Tal formerer
Det første, numererede Parket,
Sig Massen individualiserer;
Her kan man skjelne dog, skjøndt ikke let,
En Haand, et Ansigt, en Lorgnet.
Fra Publicums tilslørte Himmel
Parkettets første Bænk fremhæver Dem,
Som naar en smal, men stjernet Strimmel
Igiennem Skyens Rifter skinner frem.
Gid disse Stjerner ei sig vise som Cometer,
Der komme kun i Mellemrum af Aar,
Og bilde Verden ind, at den forgaaer!
Nei, gid de vorde stadige Planeter,
Hvis milde Lys kun Lykke spaaer!

Til andet Parket.

De, som for hvert Extrem Dem skammer
I Kunstens Deputeretes Kammer,
Og, lige langt fra Alt i dets Peripherie,
Et Centrum danner midt deri;
De, hvem Parterret er for billigt,
Men første Plads for dyr,
De, som en Daler giver villigt,
Men otte Marks Bekostning skyer;
De, som for Deres Morskab kommer,
Men ei paa Stads, og ei som Dommer, —
De fremfor Hver i Kongens Kjøbenhavn
Kan gjøre Fordring paa Tilskuernavn.
I Dem repræsenterer sig Nationen,
Der, som bekjendt, blandt Himlens Gaver fik,
Fremfor hvert andet Folk, Moderationen,
Der hidindtil, som heldigt, har holdt Stik.
Da denne Dyd er en af de probate,
Saa gid De tidt Anledning faae
De tvende Mark at spare paa,
Og gid til evig Tid De være maae,
I det Publike, som i det Private,
De Moderateste blandt vore Moderate!

Til Galleriet.

Hvis Nogen man gjør Uret, er det Dem;
Thi Hver, som ei i Kunstens Hjem
Sig troer aldeles uindviet,
Det Mundheld har: Stil intet Kunstværk frem
For Galleriet! —
Den Recensenter-Flok, som udgjør Politiet
Paa Smagens Alfarvei,
Udraaber: Skriv og spil dog ei
For Galleriet! —
Men denne Mening høist uhøflig er, ja slet,
Thi saasom Galleriet og betaler
Med Penge sin Billet,
Saavelsom Logerne, Parterre samt Parket,
Har det erhvervet sig den samme Ret
At fordre for sin halve Daler,
At man skal spille just for det.
Man troer endnu den Dag idag,
At Galleriet vel kan knække Nødder,
Men har for Kjernen ingen Smag,
Og at dets Kunstsands staaer paa svage Fødder.
Saa dybt hos Critici det sunket er,
Uagtet det, som før, er løftet nær,
Og fordum blev, paa Grund af Høiden, priiset
Med det brillante Navn af „Paradiset.“ —
Lad Nytaarsønsket lyde da som saa:
Gid man om Paradiis maa bedre Tanker faae!
Gid man maa finde Grund til at erklære,
At fra den Tid, den anonyme Knud
Har sendt fra Paradiset Bud,
Bør selve Navnet holdes høit i Ære.

Til Frigængerne.

Til Dem at tale, kan vel ikke nytte,
Thi da det Søndag er, man neppe her Dem seer;
Dog skal Fraværelsen Dem ikke meer
End Andre mod et Nytaarsvers beskytte.
De fire Dage gaae De frit;
At see Dem her, vi have da den Lykke.
Men ved et Løverdags-, et Søndagsstykke
Vi savne Dem saa grumme tidt.
Blandt Adams mange Børn er De vist uden Mage;
Man seer, De har ei faaet med Uskyldstanden Bugt.
Saa gid De da i Aar maae faae lidt Lyst at smage
Paa den forbudne Frugt!


Dog alt Nok med denne Spøg!
Aaret, med de skjulte Tanker,
Er, naar det paa Døren banker,
Et høitideligt Besøg.
Som en Fremmed ind det træder;
Ingen veed, hvad i ham boer,
Ingen veed, om i hans Spor
Følge Sorger eller Glæder.
Ønsker man kun bringe kan!
Held for Kongen! Held for Thronen!
Held for Staten! for Nationen!
Held for hele Danmarks Land!