Til Knud Sjællandsfar i Paradiis
(Flyvende Post, 1830, Nr. 157.)
(Flyvende Post, 1830, Nr. 157.)
Kjøbenhavn den 31te December 1830.
Før Aaret, trættet af sin lange Gang,
Har gjort det sidste Skridt til Evigheden,
Før Flyvebudet ved dets Aftensang
Til sidste Flugt er fløiet ud af Reden,
Jeg skylder dig, som i din Himmels Lyst,
I Paradiset selv mig ikke glemmer,
Et Svar — et Echo blot af Nattergalens Røst,
Som toner mellem Døgnets Ravnestemmer.
O Danmarks elskte Skjald, min Lærer og min Ven!
Hvordan skal jeg din sjeldne Gunst erkjende?
Hvad har jeg vel at skjænke dig igjen?
Hvad Brev tør jeg til Paradiset sende?
Men tør min Barm i svage Toner
Sin Tak for Gaven stamme frem,
Saa flet mit ringe Blad i hine Laurbærkroner,
Som smykke dig i Evighedens Hjem!
Da mig du saae paa Fremtids Dommersæde
I Kampen, som du stred paa denne Jord,
Og paa hvis Gang du mellem Engles Chor
Nu skuer ned fra Paradisets Glæde;
Ja, jeg vil tilstaae, før jeg blev bekjendt
Med Tonerne, din Aanderøsts Orakel
Har sjunget fra dit skjulte Tabernakel,
Jeg anede dit Testament,
Og derfor, lig en Arving, som med Tiden
Gjør sikker Regning paa at vorde rig,
Jeg stolte paa, jeg var betænkt af dig,
Og rusted en Armee til Striden,
Da jeg som Dommer maatte føre Krig.
Men Haabet ei bedrog i Tidens Fylde.
Nei, Testamentet kom i rette Stund,
Du trykte Sangerkysset paa min Mund,
Og du betalte hvad jeg monne skylde.
O lad mig end et Øieblik
Med kjær Erindring dvæle ved din Gave,
Den Himmelfrugt fra Paradisets Have,
Og Maaden hvorpaa jeg den fik!
Den gode Smag har stedse været
(Det veed du fra dit Jordeliv)
Af frække Skriblere vanæret,
En Gjenstand for utrolig Kiv.
Man saae dem stumpe Penne hvæsse,
Ja kaste Stene, sprøite Vand,
Mens Smagen i sit eget Land
Landflygtig, en forhaant Prindsesse,
Forgjæves speided om en Mand, —
Jeg mener ei en Ægtemage,
Nei, men en Ridder bold og kjæk,
Som vilde den i Forsvar tage,
Og drive hele Flokken væk,
Liung-Hyrden med sit Qvæg, som bisser
I Dans Apollos Middagsglands,
Med sine Torkler, sine Qvister
Og hele sin forvorne Svands.
Da stod jeg frem, kort at berette,
Og indbød flux paa Hug og Stik
Enhver, som voved kun at sætte
Paa Damens Rygte mindste Klik.
Og Kampen vared Aar og Dage,
Men ene stod jeg mod en Hær,
Og skued mangen Gang tilbage,
Om ingen Bistand var mig nær.
Men ingen Gjenlyd vilde svare
Med Toner af min egen Klang,
Og Ingen, i min Dames Fare,
De Vaaben førte, som jeg svang.
Jeg tænkte: det er sært, at ene
Jeg fægte skal den fælleds Sag,
Men Himlen Taalmod mig forlene,
Og Hjelpen kommer vel en Dag.
Og tys! det toned over Vangen
Fra vore Musers „Vinterleir,”
Og kraftigt gjenlød Krigersangen,
Som Forbud paa den visse Seir.
Alvorlig drog ad Sneens Bane
En kulsort Kæmpe, lig en Aand,
Idet han svang en hellig Fane,
Og rakte mig en pantseret Haand.
Den sorte Ridder (Navnet ganske
Betegner min ukjendte Ven,
Skjøndt fremmed for de Ingemann’ske
Bekjendte sorte Riddersmænd!
Den sorte Ridder jeg ham kalder,
Fordi hans Rustning er som Kul,
Og ikke gjennem mindste Hul
Den mindste Straalebrydning falder;
Sort er desuden, som man veed
Alt hvad usynligt er, det Dunkle,
Den dybe Nat, hvis Stjerner funkle
Fra Evighedens Land herned) —
Den sorte Ridder altsaa stred
Med slig en uhørt Kraft og Lethed,
At jeg, benyttende min Træthed,
Mig leired paa det frosne Græs,
Indsvøbte mig, og i mit Es
Betragtede, med Haand i Skjødet,
Hans Vaabenfærd i Stevnemødet,
Hvordan han drev sit Slyngekast,
Saa Gothens Hjelm og Hjerne brast.
(Jeg kalder Flokken plumpe Gother,
Fordi den har et indgroet Nag
Til Alt hvad classisk er i Smag,
Og bruger Pedes ei, men Poter).
Den sorte Ridder fremad gik
Med Vægt, men let, med Kraft, men rolig,
Som En fra Aanders sikre Bolig,
Og traf i hvert et Kast og Stik.
Hans Aasyn Ingen fik at skue,
Visiret dækked det med Staal,
Men Ven og Fjende maatte grue
Ved hans bekjendte Tungemaal,
Den Klang, saa sjelden mellem Stemmer,
Som Ingen, der har hørt den, glemmer.
Forfærdet Hver befoel sig Gud:
„Det er ham selv, den gamle Knud!”
Og sandelig, jeg veed ei, paa min Ære,
En Anden som kan slaae saa drabelige Slag;
Ei heller — thi lad Lignelsen nu være,
Jeg slipper den, og skriver fort i Mag —
Jeg heller ikke veed i hele Danmarks Rige
En Eneste, som kunde skrive slige
Saavel i Alvor som i Skjers
I alle Maader uforlignelige,
Ja siden din Tid reent uhørte Vers.
Hos os, hvor fast hver Anden gaaer i Taaget,
I vort forqvaklede, rebelske Nu,
Hvo kunde skrive saadant Noget,
Hvo vise sligt et Mesterskab i Sproget,
Undtagen du?
I Øvrigt maa jeg tilstaae vel,
At det er intet dagligdags Mirakel,
At Den, som virkelig opgav sin Sjæl,
Kan gaae igjen, og gjøre nyt Spectakel,
Som da for Spøg han slog sig selv ihjel.
Men ei desmindre, hvis der, dig undtagen,
Var Een endnu i dette Land,
Imellem Kjøbenhavn og Skagen,
Der slige Vers at skrive var istand,
En saadan ægte Riddersmand
For Poesie, Critik og Smagen,
Hvem Tungen var i bunden Stiil saa løs,
En saadan Vittighedens Nutter,
Kort sagt: hvis der var fleer Canutter,
Blev Tingen endnu meer miraculøs.
Og da man nu, naar ei man er Chineser,
Ei heller Samojed, ei heller Siameser,
Fornuftigviis bestemmer sig
For den af tvende Hypotheser,
Som er en Smule rimelig,
Jeg tænke vil som saa: Min Knud er ene dig.
Og da du skriver, at i Paradiset
Kan Kjedsomheden falde tidt lidt slem,
Og da du fører mig endog Beviset
Saa tydeligt, som Tre og To er Fem,
Saa bliver det min Pligt, dig at fortælle
En lille Smule sublunarisk Nyt,
Endskjøndt jeg mærker, at (med Tugt at melde)
Det kjøbenhavnske Pumpe-Vand har flydt
Til Paradiis, hvorvel det knap kan gjælde
Saa meget som til Vandsbæk blot. Jo pyt!
Hvad selv hos os ei Nogen gider læse,
Det kan man læse vidt og bredt deri,
Men hvad man vide gad, det gaaer vor Næse
Forbi.
Saalunde, medens for Exempel
Hr. Müllers Hurtigpost og Sammes svenske Vræg
Og mangt et fælle Skrift af mangt et fælle Skjæg
Høit pranger i Copistens Æres-Tempel,
Han ei har fundet Plads i mindste Krog
Til Titlen kun paa dine Breve.
Og han, som ellers jo, saa gjerne han vil leve,
Hver Maaned gaaer paa Kuur
Af Maanedsskriftet for Litteratur,
Og lig Gud Thor, da han fra Jetten Hymer
Gik hjem, med Bøllen paa sin Bag,
Saaledes bærer hjem hver Maanedssag
Extract af Alt, hvori han fandt Behag,
Ja nævner os endog dets Anonymer:
Han har — Gud veed, hvori det stak —
I sit Conversations-Capitel
Kun omtalt med den bare Titel
Det Tog mod „Æsthetikens Polignac,”
Som i det sidste Hæfte frem marcherer, —
Det Eneste, hvorom i denne Tid,
Næst efter dine Breves Vid,
I litterair Discurs man converserer.
Herom du heller saae et Ord i Bladet sat,
End om Beridernes bekjendte Kattespatser,
Om Folk der brække Been, naar Gaden er for glat,
Og Tømmersvendes Nedfald fra Stilladser.
Derfor, at ikke du skal blive Beet,
Naar Pumpen bringes dig af en Poet,
Som gaaer til Paradiis, for rejiceret at blive,
(En gunstig Leilighed for dig, at skrive
Tilbage nok engang med Musernes Karreet),
Jeg vil dig Efterretning give
Om Togets Udfald og deraf fulgte Dom,
Der, lig dit Skrift fra Paradiset, kom
For Publicum aldeles uformodet,
Og skiller Polignac om ikke just ved Ho’det,
Saa dog ved Frihed og ved Eiendom.
Hvorledes hiin chaotiske Minister
I vor „poetiske, forgjorte Stat,”
For ei at blive kaldet en Philister,
Er i romantisk Digtekunst des’prat,
Og i den comiske saa tung og bister,
Som nogen træskobærende Krabat,
I Sproget slig en Synder af Salat,
At han det rører om, og spiser til han brister,
Og endelig i Vers, hvortil ham Fanden frister,
Saa tung og stiv og flad, som nogen Tin-Soldat;
Hvorledes, i Foragt for Alt herneden,
Med „Smiil” han viser Tidens Fordring bort,
Og fundet har en Vei til Evigheden,
Som er beundringsværdig kort;
Hvorledes han, som ei sin Samtid fatter,
Forstaaer at vække Fremtids Graad og Latter,
Og skriver til ufødte Slægters Brug,
Ud over sit Aarhundrede, med Keiten,
Trods Schillers Ord: „wer seiner Zeit genug
„Gethan, der hat gelebt für alle Zeiten;“ —
Herom hos Maanedsskriftets Recensent
Man læser en Betragtning, som omtrent
Er eens med din, og ei blot i det Hele,
Den harmonerer excellent
Endogsaa med dens mindste Dele.
Og Recensenten er dig godt bekjendt;
Hvem gjetter du da paa? hvem kan du mene?
Vid, det er ham, med hvem du stred paa Prent,
Og skjændte paa for hans „Athene,”
Endskjøndt du tilstod om den samme Mand,
At Ingen kunde skrive Dansk som han.
Og derfor, da man seer af dine Breve,
At du har sonet dig med Mangen ud,
Med hvem du stred, dengang du monne leve,
Saa maa jeg spørge dig, min ædle Knud,
(Thi jeg bekjende maa, jeg ikke Ret dig giver
I Alt hvad om vort Maanedsskrift du skriver),
Jeg spørger altsaa først: Mon ei den Mand,
Som slig en Recension at skrive var istand,
Og virket har saa Meget ved sin Lære,
Mon, blandt os Femten, selv ei han,
Saa godt som Nogen, værdig skulde være,
Til Navnet af Æsthetiker at bære?
Du siger, ene jeg benævnes bør saadan,
Men dermed gjør du mig for megen Ære.
Hvad jeg har stræbt for, er en enkelt Deel:
At danne Videnskaben systematisk;
Men dermed ei den færdig er og heel,
Den og historisk er, og ikke blot dogmatisk.
Naar Talen er om en Philosophie
Af Kunsten, og især af Poesie,
Da kan din Yttring vel min Stolthed hæve;
Men gjælder det historisk Disciplin,
Er Palmen, du mig rækker, ikke min,
Den kan min Nabo fremfor Andre kræve.
Og hermed ikke nok, min Ven,
Thi jeg maa spørge dig igjen:
Naar Talen er ei om en Smags-Dictator
(Jeg mener dermed Den, som blandt os Femten fik
Til Hovedfaget Æsthetik),
Men om en klog, en smagfuld Moderator,
Der for det Rigtige har skjærpet Blik,
Og som, da hiin har Initiativet,
Med Veto holder det i Baand,
Hvo kunde bedre da befordre Livet
(Vort litteraire Liv), end Han, hvis Aand
Ei ene som Naturens dybe Kjender
Har skaffet Dannemark Europas Krands,
Men i hvis Hjerte Kunstens Flamme brænder,
Og yttrer sig som sjelden Skjønheds-Sands?
Han, hvem taknemmelig jeg ærer
Bestandig som min Ungdoms Lærer,
Han, hvem jeg netop maa som Smagens Dommer hylde,
Ja hvem endog, ifald dit Ord er sandt,
At en Æsthetiker i mig man fandt,
Jeg vel fra først af maa det skylde,
Da han, (hvad jeg tilforn har sagt
Har til en Flamme tændt, og næret ikke mindre
Den Gnist af en Idee, som i min Sjæl blev lagt;
Han endelig (du veed det vel,
Endskjøndt in summa det er Bagatel)
Han, som har skrevet Vers, der, om de trykte bleve,
Fordunkled meer end eet, som Laugs-Poeter skreve?
Fremdeles! Han, som „har studeert Oeconomie,”
Har ikke blot studeret den i Staten,
Men ogsaa i dramatisk Poesie;
Jeg havde derfor ventet, Kammeraten
For din Bebreidelse gik fri,
(Jeg kalder ham min Kammerat, fordi
Vi tidt logeerte sammen hos de Ni
Høit paa Mansarden, den poetiske,
Og siden den Tid staae hinanden bi
Med Raad og Daad i det Æsthetiske).
Af dem iblandt os, som til fælleds Gavn
Befordre Smagens Værk, jeg kunde nævne flere;
Dog — tie vil jeg, thi det Navn,
Som helst jeg nævnte, staaer der ikke mere.
Men du, o Sanger, i dit Paradiis
Hils Christian Mohl, som gik hvorhen vi stræbe!
Ei nogen Genius er mere værd den Priis,
At hilses af en ædel Digterlæbe.
Og tro kun ei, at han din Uven var,
Fordi han fordum lod i Ungdoms Hede,
Sig til en Tolvtedeel forlede
Af hvad derefter heelt han angret har.
Den „Sandhed,” han i Aand og Ord erkjendte,
Gik heller ikke her hans Blik forbi;
Den i hans Barm Begeistrings Flamme tændte
For dine Sanges danske Melodie.
Af dine paradisisk skjønne Breve,
Som hilste mig med hiin bekjendte Klang,
Midt i den Glæde, som de vakte, bleve
Mig ofte til en dyb elegisk Sang,
Fordi min tabte Ven, med et poetisk Øre
For Tact i Livet, Tact i Poesie,
Ei skulde Paradisets Toner høre
Paa denne Jord, saa arm paa Harmonie.
O bring min Hilsen hist i Aandens Bolig
Til Musers uerstattelige Ven,
Som med min Strengeleg var saa fortrolig,
At allerhelst for ham jeg rørte den!
I dette Veemods-Aar, hvis Timer nu forsvinde,
Hvor fra sin bedste Ven min Musa skiltes ad,
Hun helliger hans elskte Minde
De sidste Toner af det sidste Qvad.
Forresten, dyrebare Knud, det Meget
Hvorpaa til Svar endnu jeg skylder dig en Sang,
Min Evne for idag har oversteget;
Det faaer da vente til en anden Gang.