Lanterna magica
(Flyvende Post, 1830, Nr. 1.)
(Flyvende Post, 1830, Nr. 1.)
Prolog.
Komme hvo som komme kan!
Kommer, Mand og Qvinde!
Fra det Forbigangnes Land
Jeg en Krands vil binde.
Blomster fra det Aar, som svandt,
Lidet Alvor, meget Tant,
:|: Skal I see paa Væggen. :|:
Da jeg i det svundne Aar
Ikke kunde tale,
Vil jeg nu, hvis jeg formaaer,
Et og Andet male,
Som i hiin Tid er passeert,
Og af mig blev observeert,
:|: Skjøndt jeg Intet sagde. :|:
I skal see i Kraft-Extract
Aaret Ni og Tyve.
Kommer derfor, giver Agt!
Jeg skal ikke lyve.
Naar jeg saa har fremviist jer
Hvert af Aarets Billeder,
:|: Har jeg fyldt min Pause. :|:
Første Billede.
Førstkommende Maidag Trolovelsen staaer,
Den skjønneste blandt vore Dage.
Den skjønneste? Nei; den selv os jo spaaer
En skjønnere, som er tilbage.
Med festlige Travlhed gaaer Sommeren hen,
Men Høsten den bringer os Vaaren igjen.
Førstkommende Høstdag! dit Navn er August;
Her staaer det, med Blomster omslynget.
Hvad Navnet betyder, det er du os just;
I dig har vor Mai sig forynget.
Saalænge som Skjoldungestammen har Læ,
Omslynge Kjærminder det ældgamle Træ.
Andet Billede.
Jeg er en Mand, der har saa vidt omvandret,
At Ingen meer bereist man nævne kan,
Endskjøndt jeg har mit Opholdsted forandret
:|: Paa Jorden ei, men kun i Luftens Land :|:
Men aldrig saae jeg paa min Vandring Magen
Til disse to Figurer, som I see:
Den Ene lang og kridhvid som et Lagen,
:|: Den Anden kort og grøn, men kold som Snee. :|:
Den lange Mand det er vor lange Vinter,
Den korte Mand vor korte Sommer er.
Hiin puster Ild i grønne, vaade Splinter,
:|: Den Anden gaaer blandt grønne, vaade Træer. :|:
Den Første fordrer Sceptret af den Anden;
Han er forknyt, og siger tvungen Ja;
Men siden græder uophørligt Manden;
:|: Gud veed, hvor al den Vædske kommer fra. :|:
Tredie Billede.
Huset maatte styrte sammen,
Fik vi længe saadan Slud,
Dybt i Kassen koger Flammen,
Ja det seer fortvivlet ud.
Kun naar Sørgespil man spiller,
Kan man komme til at lee,
Thi de sidste Vaudeviller
Selv ei gratis vil man see.
Er der ingen bedre Vei?
Nei, nei, nei! &c.
Det er Frosten, som os driller;
Den faaer Skylden, skal I see.
Sligt som Essex, Carl den Store,
Kan vel aldrig gjøre godt.
Skal os Isabella more?
Ak! hun selv er bankerot.
Glemsel med de franske Stykker,
Syete til det tydske Maal,
Slutter, da de gaae paa Krykker,
Tidt Fornuftens Giftermaal.
Er der ingen bedre Vei?
Nei, nei, nei!
Naar først Kunsten gaaer paa Krykker,
Faaer man snart paa Kassen Kaal.
Fjerde Billede.
Herre! hvad skal Enden blive?
Isabella kommer ei!
Hvortil hjalp det, den at skrive,
:|: Hvis den gaaer al Kjødets Vei? :|:
See, hvor her hun staaer og gaber!
Ak! og Alle gabe maae,
O du milde Gud og Skaber!
:|: Er her ingen Ende paa? :|:
Kast dog ud en anden Angel!
Sæt en bedre Krog deri!
Tænk, om Honorarets Mangel
:|: Bragte Dem i Slutteri! :|:
Femte Billede.
En avant deux, en arrière!
Det, min Ven, maa du nok!
Men forresten som en Blok
Blandt os il faut se taire.
Queue de chat! Til Kattens Hale
Hold dig smukt, lad vær’ at tale!
Ellers Katten, kan du troe,
River dig med skarpen Klo!
Ti! Ti!
Ja, ti du kun stille! Saavidt jeg seer og troer,
Saa taler din Taushed lidt meer end Mangens Ord.
Sjette Billede.
Hver Gang jeg vanker
Ved Hjemmets Strande,
Mit Hjerte banker
Mod hine Lande.
Vil du mig laane
Din gamle Kikkert?
I den jeg sikkert
Kan see til Skaane.
Ja Fanden ta’ mig,
Kan jeg see derhen!
O la’ mig, la’ mig,
Min Faders Ven!
Godt Folk forleden
Saae hen ad Sundet,
Og strax var Freden
Hos dem forsvundet.
Hvorom de talte,
Det hjalp dem ikke,
For deres Blikke
Sig Laurbær malte.
Ja Fanden ta’ mig,
Man trak mig med!
Man vilde ha’ mig
Til Skaanes Bred.
Jeg der ei vented,
Tog Vogn paa Rullen.
En Hat man hented,
Med Krands om Pulden;
I den tilvisse
Boer al min Lykke,
Bestandig smykke
Den skal min Isse.
Ja Fanden ta’ mig,
Man fik den sat!
Jeg maatte ha’ mig
En Doctorhat.
Syvende Billede.
Held! Held! Held os! en Folkefest!
Sven- Sven- Svensken er her til Gjest.
Nu nu nu lad os vise ham,
At vi kan prise ham
Alle som bedst!
Dra- dra- drager fra Axels By!
Ju- ju- jubler i vilden Sky!
Vi- Vi- Vinen er Kræftens Bad,
Giv dem Middagensmad
Paa Bellevu’!
Le- Le- Ledermand, Trop og Brandt!
Vær vær vær vor Repræsentant!
Er er er man ei Ødeland,
Faaer ei vort Fødeland
Anden Gesandt.
Bis- Bis- Bispen med venligt Smiil
Fø- fø- føres en Fjerdingmiil,
Tak- tak- takker saa Førerne,
Ambassadeurerne
Hos Kirsten Piil.
Vi vi vi skal min Salighed
Nok nok nok gjøre ham Besked.
Skarp- Skarp- Skarpskyt, forsvar dig dog!
Svensken han taer dig, Fjog,
Før du det veed.
Ottende Billede.
Hvad ligner, o Sorø, din critiske Glæde,
Naar Posten er kommen fra kongelig Stad?
Ved Klangen af Hornet paa Torv og i Stræde
Du bærer dig ganske forunderligt ad.
Du skriver og skriver og skriver og skriver,
Du skriver, vil skrive, har skrevet og skrev;
Men Skriftet i poste restante forbliver,
Og Publicum har der et uindløst Brev.
Lalala, lalala &c.
Dit Auxiliair-Corps du lader marchere
Med to Generaler og een Adjudant.
Mens Hine paa Prosa kun polemisere,
Flankerer mig Denne paa Riim saa galant,
Blandt Muserne hverver han syv militaire,
Og dog har han ikke syv niende Deel,
Thi selv han et Minus til Summen maa bære,
Og følgelig mangler der Stort i en Heel.
Lalala, lalala &c.
Niende Billede.
Vil du troe,
Disse to
Har han end skrevet til,
Jeg neppe begribe det kan,
O nei!
Men især
Dette her
Jeg dog læse dig vil;
See, Titelen er: Don Juan.
„Kjære Ven! jeg er Satan i Sjæl og i Krop,
„Intet Menneske fører sig saaledes op.
„Jeg er gal,
„Er fatal,
„Som en Djævel saa dum;
„O gid jeg tillige var stum?”
Tiende Billede.
Dannevang med grønne Bred,
Siig, hvad gaaer der a’ dig?
Synker du i Dybet ned?
Gaaer Balancen fra dig?
Ha! det knager! hvilket Stød!
Det var vist Cometen,
Som, bebudende din Død,
Slog dig paa Planeten.
Flade Kyster uden Hegn,
Som i Blæsten snue jer!
Skove, som i evig Regn
Uophørlig toe jer!
Vil I drive Narrespil?
Kan man ikke troe jer?
Fik I Jordskjælvs-Vanen til,
Maatte Fanden boe her.
Vor Natur er Poesie,
Deri Knuden stikker;
Den er ei for Luner fri,
Men forresten sikker:
Selv i Lidenskabens Ruus
Negeret den prater,
Og i Jordskjælvs Suus og Duus
Gjør den ei Hiater.
Ellevte Billede.
Gud skee Lov, min Mand var død!
Selv Konens Død maa mig glæde.
Nu kan jeg lave min Iis saa sød
I Peder-Hvidtfelds-Stræde.
:|: Tingen sagtens var bleven slem,
Havde der end været Liv i dem. :|:
Hvis de vare min Eiendom,
Jeg solgte dem til Theatret.
Hvo veed? maaskee der en Digter kom,
Som før har Døde kalsatret.
:|: Med en Helt har man ingen Nød,
Som, før Stykket begynder, er død. :|:
Et Forslag gjorde jeg nok dertil,
Hvorom vist Mange bade:
De godt kan bruges, ifald man vil,
Til Store Carl og Fastrade.
:|: Saa vil Stykket faae bedre Held,
Intet kan slaae de Døde ihjel. :|:
Tolvte Billede.
Herligt, en Sommernat
Drage til Elverkrat,
Hvile ved Kilden, den svale!
Bedre ved Vintertid
Vandre paa Sneen hvid
Derhen, hvor Muserne tale.
Her concerterer man,
Her declamerer man;
Hør kun, hvor Moscheles spiller!
Hør dog, hør efter nu!
Hør kun, hvor smukt Guillou
Slaaer sine Nattergals-Triller!
Her Madam Milder staaer,
Hun just ei Triller slaaer,
Ellers har Stemmen Courage.
Her vil jeg, med Forlov,
Vise jer Fürstenau;
Hør, hvilken deilig Passage!
Ak! men for Øiet jeg
Maler, for Øret ei;
Synlig jer Kunsten maa røre;
Vist mange Hjerter den
Drog til Concerter hen,
Meer for at see end at høre.
Epilog.
Nu skal De ha’ saa mange Tak!
Bliv dog ei vred for Dette!
Lad denne hensigtsløse Snak
Ei give Stof til Trætte!
I hver Lanterna magica
Sees Folk med store Næser,
Ja selv de største Tragica
Sees der som smaa Fadaiser.