Et Ark Nytaarsvers
1827.
1827.
Til Deres Majestæt Kongen.
Et Aar er endt; med Aaret Meget svinder,
Og synker hen i Glemsels Skjød.
Et nyt gaaer frem; og med det ny oprinder
Saa meget Nyt, som gjennem Mulmet brød,
Men Alting ei i Tidens Strøm forgaaer:
Der er et stadigt Baand, som tæt forbinder
Det længst Forsvundnes Minder
Med Øieblikkets unge Vaar.
Ja, vor Forhaabnings Grønt og vor Erindrings Skygger
Omfatter Thronen, hvor Din Mildhed boer.
Hvert Aar, som sig med friske Krandse smykker,
Sig slutter tro til ældre Søstres Chor,
Og Dig og Thronen meer og meer betrygger.
Til Deres Majestæt Dronningen.
For Tidsgudinderne vi pleie bæve,
Vi fjendtlige dem troe mod Øieblikkets Krands.
Dog nei, vi see dem jo som Gratier, der svæve
Om Nordens hulde Sol i kjærlig Dands.
Til D. K. H. Kronprindsesse Caroline.
Da Lykken ei at skjelne veed
Imellem Dig og Fredrik og Marie,
Saa har Du Ønsket alt; jeg Resten kan fortie.
Lad mig i Dine Hænder lægge ned
(Jeg ydmyg beder, at Du det tillader)
De Nytaarsønsker, som behage vil,
Naar Du, som Datter, dem henvender til
Din høie Moder og Din Kongelige Fader.
Til D. K. H. Prindsesse Vilhelmine.
Skjøndt Flyvepost, jeg har ei Duens Vinge;
Jeg ellers bragte Dig fra Alpelandet Brev,
Og skulde med det Svar, Du skrev,
Mig flux til Alperne tilbagesvinge.
Til D. K. H. Prinds Christian.
At ønske Dig, min høie Prinds, til Lykke,
Er for en Digter egoistisk nok;
Det er, som om den spæde Rosenstok
Lykønsked Egen til dens brede Skygge.
Til D. K. H. Prindsesse Caroline Amalie.
Af Nattens stjernefulde Himmel,
Saa majestætisk høi, saa reen, saa klar,
Som ofte Gjenstand for et barnligt Ønske var,
Endskjøndt saa fjern fra Jordelivets Vrimmel, —
Af den, Prindsesse, Du et jordisk Billed er.
Gid ingen Skyer maa dens Glands fordunkle!
Skjøndt fjern for Øiet, er den Sjælen nær,
Hvergang vi see dens klare Stjerner funkle.
Til D. K. H. Prinds Frederik Carl Christian.
O, hvis min fjerne Sang kan naae Dit Øre,
Saa gid i den Du høre
Af Danmarks fjerne Haab en sagte Klang!
Kan Nattergalens Trille sig forbinde
Til Harmonie med Hjertets friske Minde,
Saa vil Du hist min simple Sang
Som reen, men dæmpet Harmonie fornemme
Til Vilhelmines hjertelige Stemme.
Til Kongehuset.
Staa, gamle Skjoldungtræ, paa Dine stærke Fødder,
Slaa stedse mere dybt i Folkets Hjerte Rødder!
Til Regjerings-Autoriteterne.
Hvad er Autoritet? — Fornuft umiddelbar,
Som end i logisk Form sig ei udviklet har.
Gid hver en Borger maa sig denne selv supplere!
Da har han lært den Kunst at lade sig regjere.
Til Land-Etaten.
Gid Landet være trygt i Fredens Rosenbaand,
I Krigen uforfærdet!
Gid Sehestedts og Rantzaus Aand
Os ei forlade maa, men vogte Sværdet!
Til Sø-Etaten.
O maatte der med hver en Bølge,
Som strømmer mod den danske Grund,
I Løb af Aaret følge
Et Bovspryd, Seil, en Træstump kun
Af hvad der fordum fandt sin Grav
For danske Kuglers Ørneflugt
Paa Østersalt, i Middelhav,
Ved Dynekiil, i Kjøgebugt,
Saa kom du aldrig meer iknibe
For Skibe!
Til Universitetet.
Minervas Fugl i Mørket flyver ud;
Men naar den vender hjem, er den Auroras Bud.
Til Præsterne.
Gid Himlen Dem iaar bevare
For Theologer og al anden Fare!
Til Embedsmændene.
„Hvem Gud et Embed gav, ham gav han og Forstand!”
Ja gid den Sats maa vise sig som sand!
Thi det er vist til Begges Gavn og Gammen,
Naar Embed og Forstand kan træffe sammen.
Til Studenterne.
Gid Musen, høi og reen og kydsk,
Maa vælge Dem til sit Exempel,
Som viser, at man sjællandsk, fyensk og jydsk
Etcetera, kan aabne Viisdoms Tempel,
Endskjøndt man mangler det teutonske Stempel,
Og ei er klædt modern paa Gammel-tydsk!
Til Piger.
Jeg ønsker — nei, undskylder at jeg tier!
Min Taushed siger meer end mangen Frier.
Til Koner.
I Deres huuslige Constitution
Gid Dem iaar maa vorde givet
Lovgivningsmagt, Execution,
Inviolabilis Person;
Ei Veto blot, men Initiativet;
Finansbestyrelsen, samt Rettighed
Til at erklære Krig og slutte Fred;
Straf- og Benaadningsret paa Thronen, hvor De sidder;
Lov til at lægge Skat paa Deres Ægteven,
Men ogsaa hænge Korset paa ham hen,
Og slaae forresten hvem De vil til Ridder! —
Det Meste heraf har De sagtens alt;
Men Somme kalde det en usurpeert Gevalt.
Seer til, i Kjærlighed og med det Gode
(Det Middel man hos Dem har stedse lovlig kaldt)
At faae det constitutionelt paafode!
Til Børn.
Den sande Bussemand, hvormed man eder skræmmer,
Er Amor, kjære Børn! det aldrig glemmer!
O leger end ei Blindebuk og Skjul
Med ham som alt jer spionerer!
Det er forbi med eders Uskylds Juul,
Naar han jer til sit Nytaar gratulerer.
Til Digtere.
Om Penge jeg til eder ønskte, Kjære,
Jeg ønskede hvad Ingen af jer faaer.
Men derimod hvad I kan ei undvære,
Det vil jeg ønske jer af Hjertens Grund iaar:
Jeg mener Kjærlighed og Viin og Ære.
Til Kunstnere.
Gid Stjernekrandsen hist i Musers Chor
Ei vorde jer en Tornekrands paa Jord!
Til Virtuoser.
Jeg ønsker at De snart maae lære,
At Virtuositet vil ei forslaae
Til Kunstner selv at være,
Og til en Kunstner at forstaae.
Til Dilettanter.
Til Dem jeg Intet har for Tiden;
De Nytaarsønsker fik for fjorten Dage siden.
Til Theatret.
Jeg ønsker dig en Ting, som ei er ilde:
Gid Kassen blive maa saa fuld,
At du betale kan en Tønde Guld
I Honorar for hver en Vaudeville!
Til Lærde.
Gid ingen aabenbar, gid ingen skjult Jesuit
Jer dømme til den Ild som Galilei brænder,
Fordi den Kjættertro han ei kan blive qvit,
At Himlen stille staaer, og Jorden render!
Gid Himmelen Dit Liv maa spare!
See til at finde det System som staaer
Til Enden kun af dette Aar;
Thi tager Du Dig ei ivare,
Saa drukner Du (o grumme Nød!)
Tiltrods for Fichte, Kant og Schelling,
I Følelsens og Troens Velling,
Om ei Du faaer en værre Død —
Ak! i Phrenologiens Grød.
Til Ortografer.
O skåner Hver sin Næste!
Og hvis det muligt er, lad se
En reputerlig Fred; måskje
Kom den Evropas Ligevægt tilbedste.
Til Journalister.
O gid I maae.... Dog nei! For Tungen Tanden! —
Jeg Ønsket gjemme vil til Fastelavn.
Man veed jo nok, den ene Ravn
Udhugger aldrig Øiet paa den anden.
Til Læger.
Dem ønsker jeg i Sandhed hvert et Gode;
De er af mine Folk, saa muntre, frie,
Bestandig vel tilmode,
Og uden alt Pedanteri.
Jeg ønsker dog ei Medicinens Ære,
Thi sligt et Ønske kan den godt undvære.
Naar den, tiltrods for Brown og Homøopathie,
Tiltrods for Solidar-Pathologie,
Og den som der er Humor i,
Trods Magnetismus og Phrenologie,
Endnu staaer overende,
Saa troer jeg vist, den staaer til Verdens Ende,
Og Ønsket for dens Vel jeg springer reent forbi.
For Deres eget kun mit Nytaarsønske klinger;
De bedre veed end jeg, hvad Nytaar med sig bringer.
Fra Kjæreste til Kjæreste.
O gid vi kunde Bryllupsfakler tænde!
Hvo veed, hvor nær vor Elskov er sin Ende?
Til Postvæsenet.
Til Posterne, som ride, seile, age,
Maa Flyveposten selv sin Tilflugt tage.
Thi skjøndt jeg flyver godt, jeg bliver let
Paa Veien træt.
Jeg ønsker derfor, at De vil behage
(Naturligviis jeg Deres Fordeel vil),
At sprede mig omkring i hele Landet,
Til hver Provinds, selv over Vandet,
I tusindviis, om det kan slumpe til.
Til Stadens 32 Mænd.
Saa længe som I tredive plus to
Endnu bestandig vaage for vor Ro,
Kan ingen Frygt vor Tryghed bøie.
Thi ønsker jeg i hele Byens Navn:
Gid der (til Roes for jer, til Trøst for Kjøbenhavn)
Maa aldrig komme Søvn i eders Øie!
Til Grossererne.
I Sønner af den vise Salomon,
Og Fættere til ham, som Guldkalv nu man kalder
(Thi Æblet ikke langt fra Stammen falder),
Hos eder boer Speculationens Aand,
Til eder flygter al Philosophie;
I ere Tidens eneste Propheter.
O gid I ledes maae ved det Genie
Som styrer Livets Boston-Whist-Partie,
Og i Misère selv ei sætter Beter!
Til Detailhandlerne.
O gid I Penge tjene maae som Græs!
I ere Salomons uægte Sønner;
Hvis Myreflid med Tiden lønner,
Hvis Tuer vælte mangt et Læs.
Til Haandværksmændene.
I Skjærm af Fanen og i Ly af Flaget!
Gid ingen Kunstnere, gid ingen Lærde maae
Herefter fuske jer i Faget!
Til Kunstdommere.
Leve Discurser —
Til Vexelerere.
Courser —
Til Procuratorer.
Og Concurser!
Til Klubberne.
Leve Politiken —
Til de Orthodoxe.
Til Landmanden.
Du noget længe skrantet har,
Dog tog ei Sygdommen Dig reent af Dage,
Og har man Liv, saa har man Haab tilbage;
Den Ting er soleklar.
Giv Tid, saa har Du Spillet vundet;
Thi nu man har, saavidt jeg skjønner, fundet
Din Lægedom, og den er udenlandsk.
Den er et Balsamum universale
(Lad Præsten oversætte det paa Dansk,
Thi jeg for Rimets Skyld var nødt Latin at tale)...
Den kaldes Kornbill. Faaer Du bare den,
Saa kommer Helbreden igjen.
Til de Fattige.
O bliver ei misundelige,
Fordi jeg Indgreb gjør i eders gamle Ret,
At gratulere hvor man taaler det!
Thi fattig Fugl og eders Lige
Er hvert et nyfødt Flyveblad.
Men vi skal ei staae mere til at trænge,
Hvis Himlen høre vil den Bøn, hvorom jeg bad:
Gid alle Fattige ret komme maae til Penge!
Til Lottospillere.
Jeg saae det gjerne,
Om Lykken, som er stundom seen,
Nu, tændende sin store Stjerne,
Iaar kom springende paa begge Been,
Og lod jer vinde Hver en Fire Marks Qvaterne,
(At sige, naar jeg selv og vinder een).
Saa var det med vort hele Lotteri
Forbi.
Til Vægterne.
I Sangere, for hvem en Kingo digted!
I, som mig gratulerede saa tidt,
At jeg mig holde bør moralsk forpligtet
Til eders Høflighed at gjøre qvit:
Jeg ønsker jer den gamle, gode Smag,
Som holdt sig strengt til Melodiens Toner,
Og ei ved affecteret Foredrag
Af alt for kunstige Variationer
Tilsigtede den usle Knald-Effect,
Som opnaaes nu i alle Byens Gader,
Hvor i den rene Stiil man blander frækt
Ad libitum Fermater og Rullader.
Fremdeles ønsker jeg, at eders Røst
Vil trøste Den, som maa sig søvnløs strække,
Men at den aldrig prøve vil at vække
Den, som i Søvnen søger helst sin Trøst.
Lad gaae, hvis Himlen maatte ham forlene
At slumre ved en Liliebarm,
Omslynget af en kjærlig Arm;
Men skaaner ham, ifald han sover ene!
Til Skjærsliperne.
Hvis eders Vigtighed i rette Lys man saae,
I fik igjen den Ret, som eder er berøvet,
Med lystig Sang paa Gaden om at gaae;
Og I blev rige Folk, jeg vædder paa,
Hvis man lod alt Det skjærpe, som er sløvet.
Til Dem, som ere ingen Ting.
At netop I Metaphysik forstaae,
Derfor jeg Grunde har, som ere gode.
At I mig fatte, tør jeg da formode,
Naar jeg til eder tale vil som saa:
Kun een Ting kjender man, hvoraf kan blive Noget;
Den ene Ting man kalder Ingenting.
Thi Noget selv er som en sluttet Ring;
Det kan forandre sig, kan blive kroget,
Og stort og smaat, og bøie sig omkring,
Etcetera, i tusind Sving,
Men bliver aldrig dog til Andet end det er;
Thi virkelig, kun Den, som snakker hen i Taaget,
Kan sige: Noget bliver Noget.
Paa Grund heraf jeg da vil ønske jer,
At gjøre snart det store Spring,
Det eneste som Spring man kalde burde,
Det, som den hele Skabning engang gjorde,
Til Noget hen fra Ingenting.
Til Dem, som ikke høre under nogen af de forrige Rubrikker
(ei engang under den sidste).
For denne Gang jeg har ei Meer tilfals;
Men det er ei, fordi paa Nytaarsvers jeg sparer.
Hvis kun mit Liv til næste Nytaar varer,
(Hvis nemlig paa min Flugt jeg brækker ei min Hals),
Og hvis iøvrigt da jeg har det lidt beqvemt,
Skal jeg bestemt
Med de forsømte Nytaarsvers tractere.
Dog kan jeg nok, ihvor det gaaer,
(Thi sandelig, det koster ikke mere),
Jer alt iaar
Til Nytaar i det Mindste gratulere.