Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

Her driver jeg paa Torvet om,

Og føler mig saa tanketom.

Jeg Intet seer, som mig fornøier,

Intet, som mig oplive kan,

Intet Opløb og ingen Løier,

Ei saa Meget som en drukken Mand.

Der hersker ret en kjedelig Ro,

Her er ingen Ting, hvorpaa jeg kan gloe.

Det er en Sommer-Helligdag,

Færdselen er kun tynd og svag,

Theatret selv er lukket i,

Har hverken Placat eller Politie.

Dog Røg af den ene Skorsteen staaer; —

Jeg kan tænke, det er en Røg, som gaaer

Af et mageløst Sommer-Skuespil,

Som nu man sig bereder til,

Og som „Figaro“, „Dagen“ og andre Journaler

Bebude med eccentriske Taler,

Saa dem Fribilletten af Halsen staaer,

Som Røg, der ud af en Skorsteen slaaer. —

Ih nu! al Røg er dog Ildens Bud;

Og ryger Theatret, saa maa det være,

Fordi der er noget Stort i Gjære,

Som ulmer i det og snart slaaer ud, —

Med mindre (thi her man vanker i Taager)

Det er Portnerkonen, som Theevand koger.

        Men i Sandhed, hvad der var allerbedst,

Det var, om lidt Ild, til en Extrafest,

Tog fat i hele den gamle Kasse,

Som ei til mit Dannelsestrin vil passe.

Saa fik jeg en anden Bygning, maaskee

Saa stor som saadanne Rønner tre;

Saa fik jeg Heste ved mangen Handling,

Større Balletter og bedre Forvandling,

Kanske van Amburghs Menagerie

Og Stykker med Tigerjagter i,

Og slap for det dumme Skuespil,

Hvori man maa lægge sit Øre til,

Og være stille, for at forstaae. —

Ja, denne Bygning er gammel og graa;

Der staaer det Skrammel og ryger som et Kul,

Gid Fanden ta’ ved det gamle Hul!

Forvorpne! stands din Frækheds Ord!

Respect for Templet, hvor jeg boer!

Nei see! hvad er det for en Dame?

I Dragt hun synes udenlandsk . . . .

Nu har jeg det: ja, hun er fransk, . . . .

Velan: Madame, Ihr werther Name?

Hold inde med de dumme Fagter!

Jeg Musen er, som dig foragter,

Uværdig er du til min Gunst.

Du sidder dorsk paa Templets Bænke,

Kan ikke høre, ikke tænke,

For dig er Aanden kun en Dunst.

Du pjatter, dømmer dumt og sikkert,

Og seer i alenlange Kikkert

Alt, ikkun ei den ædle Kunst.

Om Forladelse! Har jeg mig forløbet?

Det hændes iblandt, at jeg bliver Poet,

Naar jeg giver min egen Dom i Kjøbet,

Inden jeg har spurgt hos en Autoritet.

Men hvorfor er du slig en Fjante,

Som gaaer til Onkel eller Tante

Med Spørgsmaal om, hvad selv du vil?

Er i dit Bryst ei egen Stemme?

Har Brystet kun en Steen i Gjemme,

Som, for at flyttes af sin Klemme,

Maa løftes ved et Ankerspil?

Forsøg, uhildet at fornemme,

Og lad Critiken blive hjemme,

Den duer du dog ikke til.

Ak nei! desværre! det veed jeg nok;

Men derfor er jeg saadan en Blok:

Jeg vil mig nødig prostituere,

Og derfor taler jeg ikke frit,

Før jeg har spurgt mig for hos Flere,

Eller læst i Bladene, Sort paa Hvidt,

En motiveret, fornuftig Dom,

Der siger, hvad jeg skal synes om.

Hvordan, stoltladende Krabat,

Er det nu med din Stolthed fat,

Da du vil lade Raad dig give

Af alle Fuskere, som skrive?

Du, som har leet saa tidt af Trop,

Nu slider du jo selv dig op

I Sold hos hans uægte Sønner,

Hvoraf en udbredt Flok man skjønner:

Som for Exempel „Figaro“,

Hvem i en Ruus han avlet har

Med Madame Boltsnubito,

Hvorfor og Sønnen blev en Nar; —

Saa den saakaldede „Corsar“,

En Providerings Commissar,

Som lægger Magaziner an

Af Vittigheder, bitte smaa,

Tilbedste for det stakkels Land,

Ifald det Dyrtid skulde faae; —

Fremdeles „Dagen“, blid og tam

I Theater-Critik, et uskyldigt Lam,

Der sig og Læseren vederqvæger

Ved Stykkernes Indhold, mens det bræger,

At Den og Den hinanden faae,

(Det er sandt, de Andre gjør ligesaa); —

Videre: den numeriske „Berling“,

Hvem Qvantitetens Categorie

Ei blot ved Rigsbankdaler og Sterling,

Men og i Æsthetiken staaer bi,

Idet dens Criticus, ligesaa klog

Som Faderen, fører det ind i sin Bog,

Hvor Mange der slide Theatrets Trapper,

Og hvor ofte Publicummet klapper; —

Saa den agende „Post“, som i Kunst-Critiker

Har gammelt Ord for at være sikker; —

Etcetera, der er endnu Fleer,

Som ligne Faderen i Maneer.

Men alle Disse, som man siger,

Har Trop med diverse Opvartningspiger:

Corsaren med den frækkeste Tøs,

Som var paa Traden aldeles løs,

Og blev Moder til en lignende Knøs;

De Andre med mere skikkelige Tasker,

Som vare paa Retour og flaue derved.

Nu spørger jeg dig: hvad nytte mine Masker,

Naar Verden aldrig kommer i Led?

Skal ingen Virkning af Scenen spores,

Da er det en skinhellig Røst,

Som har sagt: »Castigat ridendo mores«,

Og siger nu: „Ei blot til Lyst.“

Din Trop har du længe betragtet nok,

Og troer du nu paa hans Børneflok,

Som faldt saa grumme nær ved Stammen.

Siig, hvis er Skylden? hvis er Skammen?

Men er jeg vaagen i denne Stund?

Jeg taber Næse saavel som Mund!

Er det en Muse, der saadan snakker?

En pæn Gudinde! jo, jeg takker!

Til mig du taler som til en Strælling,

Og bruger Ord som en Fiskerkjelling.

Jeg kjender dig paa dit Skaberi,

Din Affectation, dit Coquetterie.

Af Snørliv og snevre Skoe forpiint,

Du fordrer, at Alt skal være saa fiint.

Men hermed kommer du ingen Vei,

Thi er det fiint, saa forstaaer du det ei,

Og hvad du tager for Fiint, er en Stump

Af fiint Papiir om den værste Klump,

Der smager dig som den bedste Ret,

Naar bare Kræmmerhuset er net.

Comediens Muse — det maa du vide —

Taler med Fynd og et Ord itide:

Hun hilser dig i et andet Sprog,

End det, som vanker i en Epilog,

Hvori man smigrer dig arme Skrog,

Og bilder dig ind, du er superklog.

Det er kun en Formel, aldeles tom,

Der er Ingen, som stoler paa din Dom;

Dine Penge det er, man fange vil,

Din Berømmelse lidet man beiler til,

Thi saadan som du nu er skabt,

Har man Respecten for dig tabt;

Og intet Under: Selv du jo

Har tabt Respecten for det Skjønne,

Har til Ideer ingen Tro,

Og agter Kunsten lig en Bønne.

Respect er hvad det skorter paa,

Indprentes maa den i din Hu,

Og du dig underordne maa

For Det, som er lidt Meer end du.

Respect for Kunstens ædle Hal!

Thi den er ingen Snakkebørs

Og ingen Ænders, Faars og Køers

Urene Sti og lumre Stald.

Et Tempel er den og en Skole,

Hvori ei blot med Søndagskjole,

Men ogsaa med et Søndagssind

Du træde skal ærbødig ind,

I glad Forventning af den Gave,

Som dølges bag et Forhængs Fold,

Og som du heel og holden skal have,

Naar du giver dig Nydelsen i Vold.

Erhverv dig lidt Beskedenhed;

Tro ikke, man fra Scenen ned

Med Bæven seer til din dovne Krop;

Nei, du skal see til Scenen op,

Som til et bedre, høiere Stade,

End det, du kommer fra paa din Gade.

Paa din Dom ei altid du pukke med Trods,

Husk paa, du skal opdrages hos os,

Og lære Meget, som ei du kjender,

Men troer at holde med begge Hænder.

»Sicut infantes audi nos«,

Paa Dansk: Tag din Critik tilfange,

Den er dog ikke stort bevendt,

Og lyt som et Barn til vore Sange,

Det kan du være godt bekjendt.

Respect, som sagt! thi nu har du ingen;

Respect for Stedet, Respect for Tingen!

Og à propos, da jeg gjør dig den Ære,

Her midt paa Torvet dig at belære,

Saa begynd paa Respecten i denne Stund,

Og tag Cigaren af din Mund.

Cigaren? Nu har jeg hørt saa galt!

Nei, den har jeg kjøbt og ærligt betalt.

Cigaren mig Ingen forbyde kan,

Thi jeg er ingen ufri Mand;

Ved den jeg viser, jeg er Student

Og paa „Corsaren“ Abonnent.

Jeg haaber, man kommer snart saa vidt,

At i Theatret man røger frit.

Ja hvorfor ikke? Saadanne Noder

Passe godt til de andre Moder,

Hvormed du belemrer mit arme Huus! —

Og du, som ønsker, det laae i Gruus,

For at et større du kunde faae!

Kortsynede! kan du dig selv ei spaae,

At jo større Huus dig Thalia giver,

Desmeer forstokket og slet du bliver?

Sex Aar dog kunde du ventet end,

Før du slynged Forbandelsen hen:

Aar atten hundred og syvogtyve

Samt otte til, er det hundred Aar,

Siden jeg grunded det Huus, her staaer.

Tillad, jeg beskylder dig for at lyve,

Eller og, at Historien du glemte,

Thi Huset er bygget af Fredrik den Femte,

Og følgelig kan du ikke sige . . . .

Men hvad en Konge virker til Gavn

For Kunstens, kort sagt, for Ideens Rige,

Den ædle Tanke, den udødelige,

Den vugger Musen i hans Favn.

Ifald du her har Sandhed sagt,

Ifald du besidder en saadan Magt,

Saa gaa til Theaterdirectionen,

Og inspireer den med nye Tanker;

Maaskee du saa forandrer Tonen,

Saa at mindre Grovhed til mig der vanker;

Thi viid, at naar jeg bliver slet,

Naar jeg vanslægter fra Nationen,

— Kloge Folk forsikkre mig det —

Saa ligger Skylden hos Directionen.

Ja vistnok er det beqvemt og let

At skyde Skylden over paa Næsten

For Det, man selv har forskyldt. Forresten,

Jeg kjender Directionen ei,

Og var desuden altid bange

For administrerende Autoriteter,

De høre nødigt Musernes Sange.

Nu vel, der gives en anden Vei;

Henvend dig da til vore Poeter.

Jeg har ofte hørt — dog troer jeg det ei —

At kun en Poet kan Miraklet gjøre,

Det Hele fra Ruin at føre.

Tilvisse, herlige Raad du giver!

Jeg skulde takke dig for din Iver,

Om kun ei den manglede sund Fornuft.

Du maler dig et Billed i taaget Luft,

Og at virkeligt det er, du bilder dig ind.

Hvor findes Poeter med saa fromt et Sind,

At offre de vil Inspirationen

Til Ære for dig og Directionen?

Jeg taler ei om et enkelt Stykke,

Selv om det gjør, hvad man kalder Lykke;

En enkelt Svale gjør ingen Sommer;

Men Den, som vil rense mit Tempel, kommer

Til at offre sin Tanke, sit Liv derpaa;

Men saalunde som nu Sagerne staae,

Maatte Den, der satte sin Capital

I slig en Handel, være bindegal;

Thi hvo vil stille sine Værker frem,

For at Sjouere skal bedømme dem?

Nei, Poeten, naar han sin Fordeel kjender,

Da skriver han langt heller en Bog;

Vel falder den i mangen smudsig Krog,

Men den kommer og i de rette Hænder,

Hvor den erholder sit rette Stempel.

I Literaturens store Tempel

Hersker Forvirring kun en stakket Frist,

Thi Ordet beholde de Bedste tilsidst.

Men viid, i Theatret gjælder Momentet,

Kun af Øieblikket blev Lønnen hentet,

Men der har ikke de Bedste Magt,

Nei, de Sletteste just: du selv, kort sagt. —

        Naar jeg tænker paa, hvad det blive kunde,

Mit kjære Tempel, som her staaer,

Ved de Midler, hvorover det formaaer,

Mens nu det langsomt gaaer tilgrunde

Paa Veien til sit Jubel-Aar:

Da fyldes Hjertet af en Harm,

Som rummes kun i Musers Barm,

Og i vred Begeistring Gudinden spaaer

Den Skjæbne, som dig forestaaer:

Om føie Tid har du ingen Scene,

At sige, som fortjener dette Navn;

I en Ruus vil du tumle dig om, og mene,

At Alt, som kun er nyt, stiller dit Savn.

Det Eneste, som du forud har

For næsten hele Verdens Nationer,

Det Eneste, som dit eget var,

Din comiske Muses kjække Skud,

Som trivedes i de kolde Zoner

Saa godt, at gjennem den gamle Hud

Sprang nye Knopper og Blomster ud,

Vil regnes til Fabelens Traditioner.

I Lunet din egen Aand du fandt,

Men du offrer den op for fremmed Tant,

For svulstigt Præk, for grov Finesse

Fra den udenlandske Theaterpresse,

For Alt, som besidder et hyklet Skin,

Og er, lig en Blære, fyldt med Vind.

Da staaer du snart, i Nationers Ring,

I Kunsten saa graa som i andre Ting;

Og mener du end, du er Karl for din Hat,

Som alt det Fremmedes Abekat,

Saa vil det dog svie til din Hud,

Naar dit eneste Præg skal slettes ud.

Gid Himlen en Vækker dig sende vilde!

Jeg kan det ikke, det er for silde.

Jeg flyer til mine Søstres Chor;

Farvel, du Sløve! betænk mit Ord!