O! hvem der dog var en Handelsmand!
O! hvem der dog var Grosserer!
En Anden saa let ei handle kan,
I det Samme, han speculerer.
Hvor er det herligt, paa Børsen gaae,
Og Vexel- og Coursberegning forstaae
Og Alt, hvad i Handlen passerer!
Men Den, som engang er slaaet til Poet,
Blev aldrig i Handlen en Daler;
Og blev han imellem paa Børsen seet,
Var det aldrig med Capitaler.
Idethøieste gik han til Schubothe hen,
Og bragte Frugten af Blæk og Pen,
Som Hr. Langhoff contant betaler.
Poeten derfor, og Hver, som fik
Ligesaa fattige Frugter,
Betragter Børsen med andet Blik,
End Han, som Profiten lugter:
Han beundrer Bygningens Architectur,
De gamle Zirater paa røde Muur
Og paa Spiret Slangernes Bugter.
Og tænker Kjøbmanden ene paa
Imorgen og kommende Dage,
Saa lader Digteren Blikket gaae
Til de svundne Tider tilbage.
Han skuer Christian den Fjerdes Aand,
Og kysser i Tanken den Skjoldunghaand,
Hvis Værker er uden Mage.
Men troer dog ikke, Poeten kan
Blot vugge sig i Chimairer;
Nei, naar det gjælder, saa kjender han
Vel ogsaa til Børs-Affairer;
Og om just selv han ikke dem gjør,
Han Andres Virksomhed skue tør,
Og ved den sig gjerne belærer.
Hvad derom jeg melder, er vist og sandt,
Skjøndt Sagen synes utrolig:
Viid, Amor er selv en Børs-Speculant,
Og gjør Kjøbmandsbarmen urolig.
Jeg selv har seet ham engang paa min Vei,
For mig var han synlig, for Andre dog ei,
Thi med Digteren er han fortrolig.
Jeg spurgte med Latter: „Men hvad gjør du?“ —
Han svarte; „Jeg speculerer.“ —
— „Hvori?“ — „Jeg veed ei rigtig endnu;
„Kun Hjerternes Cours jeg noterer.“ —
— „Men den rige Grosserer har Barmen tom;
„Langt før til den fattige Digter kom!
„Han gjerne dig inviterer.“ —
— „En Digter,“ sagde han, „hjelper sig nok,
„Jeg altid en Piil ham laaner;
„Men en Kjøbmand er saa stiv som en Stok,
„Han gjerne min Magt forhaaner.
„Men pas nu paa! han vogter sig ei,
„Jeg skyder ham midt paa hans Handelsvei;
„Du veed nok, Ingen jeg skaaner.“ —
Jeg tænkte: Gud veed, hvad nu vil skee,
Ei Gudens Forsæt jeg gjætter.
En Pige traadte da frem, og see!
Hun falbød friske Bouquetter.
Hendes Øine var selv Violer blaae,
Og af Rosenknopper, voxende, smaa,
Paa sit Bryst hun skjuler Doubletter.
Hun kunde vel være femten Aar,
— En Alder, skjønnest af alle, —
Hun bar Kjærminder i flettet Haar, —
Contrast man maatte det kalde,
Thi Kjolen pjaltet om Skuldren hang,
Saa løselig fæsted, saa lidet trang,
Som om den let kunde falde.
Nu skulde man see den Kjøbmandsflok
Og Mæglernes Hær tillige!
Da kjøbtes der af Bouquetter en Skok
Hos den blomstrende Blomsterpige.
Tilsidst paa Bouquetter lens hun var,
Da solgte hun den, hun i Haaret bar,
Til en Kjøbmand, en af de rige.
Men alle de Mange, som ingen fik,
Bestormed Pigen om flere;
Hun raabte, da gjennem Klyngen hun gik:
„Jeg har ikke Blomster mere.“ —
— „Jo vist! den sidste du gjemmer endnu;
„Jeg skimter, i Kjolen den skjuler du,
„O lad den hos mig florere!“ —
Da svarte hun: „Har jeg en enkelt gjemt,
„Min Kjæreste venter den længe;
„Og fik han den aldrig, da var det slemt,
„Maaskee han vilde sig hænge.“ —
Nu smiilte hun med ironisk Blik,
Og triumferende bort hun gik,
Thi Lommen var fuld af Penge.
Da blev der en støiende Mumlen derom,
Et formeligt Charivari,
Som Amor, der frem af Krogen kom,
Jublende blanded sit Svar i.
Og en Piil han greb, og skjøndt han er blind,
Paa den sorte Tavle ridsed han ind:
„Idag var Coursen al pari.“
