1.
Hvor Bølgen skummer i sin Flugt
Mod Markens grønne Belte,
Og bringer med fra Kjøgebugt
Sit Qvad om faldne Helte,
Hvor Fredriks hvide Sommerslot
Sees høit, af Skyer favnet,
Vort Brodersamfund staaer saa godt
I Aanden, som i Navnet.
Du Stamme fra en svunden Old,
„Trefoldighedens Gilde,"
Hvor Borgeraand saa kjæk og bold
Har spiret aarle, silde!
Sin Laurbær om din danske Eg
Lod tredie Christian føies,
Og tredie Fredrik saae din Leg
Til Alvor at forhøies.
Thi Danmarks Borger stedse var
I Pagt med Skjoldungstammen;
Det Sværd, ham Kongen skjænket har,
Forhøier Troskabs-Flammen.
Han stedse var sin Konges Ven,
I Glæder, som i Sorger,
Og Kongen elsker høit igjen
Den gode danske Borger.
Gid Egeløv til evig Tid
Maa slynge sig om Sværdet!
Men vinker Fare, Kamp og Strid,
Det blottes uforfærdet.
Om Kongen og sin Fædrejord
Den danske Borger slynger
En Kreds, harmonisk som det Chor,
Der ham sit Vivat synger.
2.
O Fest for Borgerstanden!
Din Dag er Glædens Bud,
Fjernt høres over Stranden
De skarpe Flinteskud.
Høit svæver Fuglen over
Den grønne Mark og Vang,
Og Lyden af Kartover
Forhøier festlig Sang.
Den danske Borger øves
I mandigt Helteværk.
Til Alvor, naar behøves,
Har Legen gjort ham stærk.
Hvis Krigens Guddom flytter
Sin Leir til Danmarks Strand,
Har Borgerstanden Skytter,
Som træffe deres Mand.
Vor Konge! Du som skjønner
Paa Danmarks Borgers Værd,
Du som hans Troskab lønner,
Og gav ham Heltesværd,
Du selv vor Fest besøger,
Og tager Deel i den:
Vort Samfunds Lyst forøger
Vor Fader og vor Ven.
Nu Glæden os forbinder
Med dig, o Søn af Skjold!
I Borger-Troskab finder
Du Danmarks bedste Vold.
Hil Dig, hvis Høihed nærmer
Til Borger-Festen sig!
Din Mildhed os beskjermer:
Vor Troskab skjerme Dig!
3.
For Kongen og hans Dronning prud
Blev Skaalen tømt til Bunden,
Men Glasset ogsaa tømmes ud
For Glandsen, som er svunden.
Den Dag som træt til Hvile gik,
Har Krav paa kjærligt Minde,
Og Danmark om sin Frederik
Erindres af en Qvinde.
Naar Tanken seer til Hende hen,
Da skuer den tilbage,
Og som Kjærminde staaer for den
Hvert Blad fra Rosens Dage.
I Eensomhed den ædle Flor
Med kjærlig Haand Hun pleier,
Og læser Mindeblomstens Ord,
Og det i Sindet veier.
Lad Aftensolen dale blid,
Dens røde Straaler skinne
Paa Borgen, som fra Fredriks Tid
Har gjemt hans Navn og Minde.
Der nyde Hun en svunden Vaar,
Og tømme Sagas Bæger,
Der prøve Hun i mangt et Aar,
Hvad Livets Aften qvæger!