Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

I Folkets Midte hilset vær,

    Vor Dronning, Du!

Hvor skjønt at see den Hulde nær,

Vor Fredrik og hans Folk saa kjær!

I Folkets Midte hilset vær,

    Maria, Du!

Da Dig vi skued første Gang,

Du hilstes under festlig Klang.

Gid ofte tone maa vor Sang

    For Dig endnu!

„Beskjerm vor Konge, store Gud!

    „Beskjerm hans Slægt!“

Saa qvad vi her, paa Hjertets Bud,

Da Kongens Datter stod som Brud;

Lydt Ønsket brød med Jubel ud:

    „Beskjerm hans Slægt!“

Og Himlen ei vor Bøn bedrog,

Den ei vort Haab til Jorden slog;

Et truet Liv den kjærlig tog

    I Varetægt.

Da Vredens Engel nys gik ud,

    Og traf med Vægt

De gamle Stammer, unge Skud,

Vi qvad igjen, paa Hjertets Bud:

„Beskjerm vor Konge, store Gud!

    „Beskjerm hans Slægt!¹“

Og see! med Blomst i Sølverhaar

Han bærer, styrket Aar for Aar,

Saa trygt, som i sin Ungdoms Vaar,

    Sin Krones Vægt.

Hvo fletter Blomsten lys og klar

    I Kronens Vægt?

Maria, som ham skjænket har

Sig selv med elskte Døttrepar;

I flette Blomsten lys og klar

    I Kronens Vægt.

For Ham og Eder bryder ud

Fornyet Sang, paa Hjertets Bud:

„Beskjerm vor Konge, store Gud!

    „Beskjerm hans Slægt!“