Mit Herskab kommer sildigt hjem,
Jeg stakkels Pige sidder her alene.
I Skoven de fornøie dem,
Men jeg seer aldrig Skov og grønne Grene.
Lyset brænder ned i Stagen,
Taust er Alting her.
Men tys! jeg hører en melodisk Klagen:
Det Nattergalen er.
Den hænger paa vor Gjenboes Muur,
Seer Maanen spille paa de røde Tage,
Men skuer af den fri Natur
De Skyer kun, som over Kirken drage.
Opfyldt af sin Sommer-Længsel,
Qviddrer den, og slaaer.
O hør! den Stakkel synger i sit Fængsel,
Og Tiden bedre gaaer.
Ja, lille Sanger, du har Ret,
Jeg hæve vil, som du, min Længsels Stemme;
Vi synge sammen en Duet,
Og prøve paa vort Fangenskab at glemme.
Gjennem Byens øde Gader
Toner liflig Klang.
O Fugl! min Søvn, min Træthed mig forlader
Ved Lyden af din Sang.
Jeg tænker paa min fjerne Ven,
Som er i Bremen adskilt fra sin Pige.
Det er en ærlig Haandværkssvend,
Som drog paa Vandring ud af Kongens Rige.
Kunde han dog Sangen høre
I den stille Nat!
Men tys! den lille Fugl betroer mit Øre:
„Han tænker paa sin Skat.“