Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

Himlen smiler,

Solen iler

Ned mod Vest bag fjerne Træer,

Mens i Øst en Bro er bygget,

Farvesmykket

I violblaat Aftenskjær.

Mildt det lufter,

Græsset dufter,

Perler dække hvert et Blad,

Blomst til Blomst er kjærlig klynget,

Frisk, forynget

Ved det kolde Styrtebad.

Efter Varmen

Aander Barmen

Luften, som er sval og ny.

Hjertet haaber paa det Fjerne,

Flagrer gjerne

Mod den lyse Purpursky.

Himlen, aaben

For vor Haaben,

Er en Udsigt viid og skjøn,

Og dens fjerne Violette

Siger dette:

Haabet selv er Haabets Løn.