Ved Gadeviser forstaaer Forfatteren Viser, der behandle saadanne Emner, som ere i Folkemunde. Hos ethvert livligt Folk er der en Trang til ligesom at befrie sig fra sine egne øieblikkelige Interessers Tryk, ved at lade Kunsten bemægtige sig dem og lette deres Byrde. Visen er den naturligste, maaskee den eneste Form, hvori en folkelig Poesie kan udøve denne Virkning. De mere plastiske Digtarter, og fornemmelig den dramatiske, hvori den rene Nydelse meget beroer paa, at man som Tilskuer ikke selv er afficeret af det behandlede Stof, ere ganske uskikkede dertil. Men i den lyriske Strøm synker det Tunge tilbunds, og Stoffet taber sin stof-agtige Natur. Derfor tør den lette og flygtige Sang give sig i Kast med det Stof, der giærer og bruser om os, thi for den er der idetmindste Mulighed af at giøre et Greb deri, som ikke nødvendigt maa være et Misgreb.
Saaledes forstaaet, behøver Gadevisen ikke at indeholde det pøbelagtige Element, som ved hiin Benævnelse gjerne fremtræder for Tanken, thi ogsaa den er en Digtart, der har sit Ideal, som nok kan fortjene, at man gjør Forsøg paa at fremstille det i en Form, der svarer til National-Characteren, og som følgelig udelukker bramarbaserende Udgydelser, der minde om Jacob von Tybo, og snarere characterisere tydske Pralere end beskedne og besindige Danske.
Hvad Melodierne til disse Viser angaaer, da gjøre de visseligen ikke Fordring paa at have nogen selvstændig musikalsk Betydenhed. De ere kun at betragte som et forhøiet Foredrag af Texterne, hvorved de lyriske Nuancer i disse springe tydeligere og livligere frem.
Som Veiledning for dem, der ville improvisere et let Accompagnement til Sangen, er der heelt igjennem tilføiet en Grundbas, som er betegnet med Tal, saaledes at 1 betyder Grundtonen, 2 Secunden, 3 Terzen o.s.v. i den Toneart, hvori Visen foredrages. Disse Tegn ere simple og beqvemme, og forblive uforandrede ved Transposition i andre Tonearter. Denne Grundbas kan nu benyttes meget forskjelligt, efter Enhvers musikalske Kundskab og Smag. Den simpleste Harmonie, man kan give den, er Treklangen, som, naar Grundbassen er betegnet med romerske Tal, skal være i Moll. Ofte vil det ved de med 2, 5 og 7 betegnede Grundbas-Toner dog være smukkere at tage Septime-Accorden end Treklangen. Harmonierne kunne, eftersom det musikalske Udtryk kræver det, tages, snart i fulde Accorder, snart opløste i Figurer. Fremdeles kan man ved Forflyttelse, Forvexling, Fordobling og de andre harmoniske Midler frembringe Afvexling og forhøie og forskjønne Foredraget. Men Dette overlades til Enhvers eget Godtbefindende. Kun paa to Steder ere særegne Harmonier angivne med Nodeskrift.