Hunden til MaanenEn Allegorie af C. Hauch.Maane! mit Blik forhadt, stat still, og hør paa min Biæffen!Stands Afsindige, hvil paa Din Vei! thi Du iler mod Nedgang.Ingen saa dristig som Du, saa stor, saa blodig romantiskTindrer blandt Midnatslys, og blandt høitblinkende Stjerner.Nøites Du med en beskednere Glands, da funkled’ Du ærbartKun i Din spærrede Ring, og ei Du andre fordunkled’.Derfor med critiske Glam jeg dadler i Stiernernes Navn Dig;Thi Du nedsender forvirrende Blus afsindigt til Jorden.Alle de Blomster paa Marken jeg seer, fordærver Din Veemod,Hvert et Træ phantastisk-gyselig staaer i Din Skygge,Strækker med Giøglekraft sin Green, fornægtende Sandhed.Selve til Mennesket tidt den afsindige Drøm har Du nedsendt,Thi naar Du stirrer, med Speiderblik til Jomfruens Vindue,Spiller forførerisk ned paa en Barms halvdækkede Hvælving,Paa Guldfletningens Flod med Din Glands, med Valmuestænglen,Ofte forbudt forførende Lyst da Du vækker i Sindet.Derfor jeg lider Dig ei, usædelig lefler Din Straale,Mangler Klarheden reent, og svæver chaotisk i Dæmring.Lidet kun Du Konst forstaaer, liig Tyven Du kommer i Tusmørk,Thi bør jeg som Vægter ved Midnat hindre Din Idræt.Ingen saa godt som jeg undervise Dig kan, thi jeg fatted’Konsten fra Grund, jeg kan bringe Dig flux bortkastede Tørklæd’;Stokken igien jeg henter i Vand, og bærer forsigtigMadkurv fyldt, og bestiæler den ei, skiøndt gierne jeg lysted’.Hvad forstaaer vel af Sligt, Ubehøvlede, Du i Din Natglands?Slikker Du Selskabets Spyt, naar Høfligheden det byder?Kan Du kiækt Dig betvinge, som jeg, der mig reiser paa to Been,Skiøndt min Natur er et fiirbenet Dyrs? Hvad eller forstaaer DuKonstig paa lodne Poter dramatisk en fransk Menuet atDandse til Pibernes Lyd? Deraf jeg roser mig dristig,Skiøndt det kosted’ mangfoldige Prygl og Ærgrelse fuldtop.Intet Du fatter af sligt, Du svæver phantastisk i Luften,Lunefuld kun i vexlende Glands og mangfoldig i Rundhed.Mig fastholder den classiske Lænke, dens hellige JernbaandDaglig til Hundehuset, saa nær ved Gratiers Vaaning,Og om Natten jeg gaaer med en dyrkiøbt Smags Politietegn.Snedkeren limed’ mit Huus, og Maleren strøg det med Rødkridt.Men Du tier forstokket endnu? og løber i Taaget,Holder ei Stand, men Mund bag Din Skyes sneltvexlende Digtning.Ha, utaknemlige Trold! hvi ei naaer mit critiske Bid Dig?Upartisk jeg myrded’ Dig da, thi mit Meed er uskyldigt,Og for Stiernernes Ære jeg biæffer og udrækker Tungen.Men Du foragted’ mit Glam, det høit opirred’ til Harm mig!Thi ved ustandsede Vandfald hist jeg tiente paa Møllen,Stial behændig af Kiøkkenets Søm en hængende Pølse.Svendene mærkede dog min Svig, og fulgte med Stænger,Men det var Nat, og med fælt harmgnistrende Skialen jeg biæffed,Da dem betog forfærdelig Frygt; en Syndernes Hævner,En Gienganger kaldte de mig, en uløselig Gaade.Da jeg bemærkede sligt, strax frygteligt viste jeg Tænder,Hopped’ paa Bagbeen stolt, vanvittig sprang jeg og napsed’Folk i Øret for Spas, og hvem jeg napsed’ den skreeg høit.Folkene knæled’ for mig, stolt søndersleed jeg min Pølse;Men da svæved’ Du frem, og de saae i Din høiere Lysning:Sort med skaldet og dinglende Svands en langøret Hund kun.Alle med Skoggerlatter bespotted’ den paniske Skræk da,Saarende Slag og Spark forfulgte mig Stakkel paa Flugten,Pølsen tabte jeg reent, fra den Tid hades Dit AasynUpartisk for min Pølses Skyld og for Stiernernes Ære.At mig Misundelse dreev, du troede, men ak det var Pølse.Var jeg en Avindsyg, da siig: mon jeg før havde rost Dig?Det har jeg giort dog tilforn, erindrer Du vel, det var Vinter,Sneen var falden i Dal, Du bestraalede Fjeldenes Iistop,Maanskin dæmrende skiælv paa den utaalmodige Biergstrøm.Men hver Fjeldkløfts Gab en Gravhøi ligned’ fra Oldtid,Viste bag brustne Steen tykskiægget en Fortidens Krigshelt,Mens Fjeldskraaningens Spids var svøbt i Demant- og Metalglands;Thi Du laante til Natten Dit Skin, og blomstred’ i Mørket.Sælsomt faldt da Dit Lys paa Sneen, jeg løb over Sletten,Og mig behaged’ den Skygge, som sort jeg kasted’ i Maanskin,Større jeg skued’ i Skyggen mig selv, og roste Dig heftigt.Klog jeg raadte da Dig at straale ved Vinterens Tid kun,At foragte den brogede Blomst med barnlige Lysglands,Somren i Morgenland, og det høistletsindige Foraar.Du dog undveeg eenfoldig mig steds, og fulgte mit Raad ei.Men jeg berømte Dig da, og logrede listig med Halen,Bød Dig dale til Jord, og sætte Dig frit ved min Side,Høit, høit, høiere steds, skiøndt steds jeg dybere nedsank.Broderskab jeg Dig ædel tilbød, og at skure Din SkiveMed min behændige Svands, samt at lære Belysningens Konst Dig.Men Du ønskte mit Broderskab ei, lod haant ad min Konst kun,Ad min behændige Svands; sligt jeg tilgiver Dig aldrig.Derfor et dagsky Murmeldyr jeg kalder Dig høit nu,Ret en Drømmer i Sky, en Ildbrand-digtende Reiser.Og jeg det klart kan see, skiøndt tilforn Apollo Dig elsked’,Skiøndt han Dig sendte sit Lys, Du snart opsluges af Skyen,Maanelampen, som aldrig jeg fik, gaaer ud inde kort Tid,Men jeg, lænket til Vaulundurs Steen, høit biæff min Viisdom.