For endeel Aar siden levede i en af Provindserne i en lille Kiøbstad en Mand ved Navn Herr Harpix. Han drev allehaande Smaahandel, og uagtet han et Par Gange gik Fallit, erhvervede han sig dog tilsidst en betydelig Formue. Nogle paastode at han just var bleven velhavende ved at spille saa godt Bankerot, det eneste Spil i Verden, hvori man aldrig taber, naar man spiller med Forstand. Derimod vare adskillige andre Stakler blevne Stoddere ved ham; blandt andre hans yngre Broder, Ulrik, hvis Formynder han havde været, og hvis lille Arv han havde tilsat. Dette unge Menneske var derved bragt til Bettelstaven, tilsidst forsvunden, og man paastod endog at han havde givet sig i Lag med Zigeunerne, som undertiden besøgte Egnen der. Broderen sagde, naar man talde derom: Det er for Gud meget muligt; jeg kiendte ham ikke igien om han stod for mine Øine. Og dengang løi han ikke; thi da Ulrik en Aften besøgte ham som den forlorne Søn, bad med grædende Taarer om Barmhjertighed og lovede Bedring, kiendte Herr Harpix ham virkelig slet ikke, men gik ud af Stuen, og lod ham vise Dørren, med den Advarsel, at hvis han kom tiere, blev han angivet for Øvrigheden.
Jahn Pfeiffer, den tydske Barbeer, en naragtig godhjertig Karl, der havde boesat sig i Byen for nogle Aar siden, og faaet en lille Sum i Medgivt med den smukke buttede Lise, Slagterens Datter, var ogsaa forarmet ved Herr Harpix, saa han nu maatte leve jammerligt af at barbere og curere; thi dengang gik Folk med længere Skiæg og brugte ikke saa mange Medicamenter som nu. Da nu Lise ovenikiøbet hvert Aar skiænkede sin Mand en Livsarving, vidste den stakkels Barbeer tilsidst ikke, hvordan han skulde komme ud af det med den blotte Ragekniv; og havde han ikke været en god Christen, saa havde han gjort en Ulykke med den paa sig selv.
Forresten var Herr Harpix en anseet Mand, og man holdt ham endog for en omgiængelig Mand; thi han var høflig, ydmyg og sagtmodig i sin Adfærd og Tale; roste alle de Mennesker i Øinene, som han snakkede med; giorde Selskab, spillede ikke blot Bankerot, men ogsaa Polskpas og Qvadrille, kunde smøge Tobak, politisere, drikke Brændeviin, o. s. v.; kort, var en Mand, som man gierne omgikkes; thi hvad kom hans Handlinger imod Andre Dem ved, som han endnu ikke havde skadet? Byens Folk havde i hine uoplyste Tider den Grundsætning: Hvor du intet har at giøre skal du holde din Næse fra. Enhver maa svare for sig.
Saaledes kunde da Herr Harpix have levet længe som en anseelig og honnet Mand; thi at Jahn Pfeiffer, hvergang han sæbede een af sine Kunder ind, sagde: Den Herr Harpix, det er min Seel en großer Gauner, das kennen Sie mirnur glauben. Jeg veed bedst hvor Skoen trykker”, det hjalp ham ikke. Man ansaae Jahn Pfeiffer for en Vindbeutel, fordi han var en Tydsker og en Barbeer, og fandt det næsviist og uforskammet af ham, at tale saaledes om een af Byens indfødte Honoratiores.
Engang havde Herr Harpix havt Gilde, og sad Aftenen efter med Gunild, sin gamle Huusholderske. Det var just Slagtertiden, og et stort Sviin laae ude i Steenstuen paa et Bord, med et Lagen over. Herr Harpix sad i sin Lænestol, og gottede sig med de opvarmede Levninger fra Gildet. Gunild sad lige over for; hun var hans Sjæls Fortroelige. Gunild var rørt og græd; hun blev gammel nu, befandt sig ilde, og Maden smagte hende ikke mere. Hun stirrede paa sin Husbond, som slugte med stor Begiærlighed, og sagde: Jeg begriber ikke, Husbond, hvor I kan sidde saa rolig og spise, da I dog har saa mange Synder paa Samvittigheden. — Hvad gaaer der af hende? sagde Herr Harpix; primer hun? Har jeg ikke været i Kirke i overgaars, fortrudt mine Synder, og lovet Bedring? Ja men det holder I ikke — sagde Gunild. — Hvor kan hun vide det? raabte Herr Harpix; siden i overgaars har jeg dog intet syndet, som er værd at tale om; thi at jeg solgte Peter Gunter det Par Alen blaat Klæde for ægtefarvet, skiøndt det er uægte, vil hun dog vel ikke regne mig til Last? Naar Tosser komme til Torvs saa faaer Kræmmeren Penge. — Ja det er nu en Bagatel, sagde Gunild. Men Jer Broder Hans Ulrik, og den stakkels Jahn Pfeiffer, de trykke mig paa Samvittigheden. Nu, sagde Herr Harpix, naar jeg kan taale det saa kan hun vel ogsaa. — Men siig mig nu oprigtig, vedblev Gunild, troer I virkelig ikke paa Helvede, og paa Fanden? — Nei, sagde Herr Harpix, det er kun dum Overtroe. Vor ny Degn paastaaer at Helvede bestaaer allene i en ond Samvittighed, og da jeg nu ingen ond Samvittighed har.... Har I da en god Samvittighed? — faldt Gunild ham i Talen. — Nei, svarede Herr Harpix, det maae jeg heller ikke sige; min Samvittighed er hverken ond eller god; den holder Middelveien, og det er det Rette i Alting. — Men sagde Gunild, hvis nu Gud skulde kalde Jer idag eller imorgen? O hviskede Herr Harpix med et tillidsfuldt Grin — det giør han ikke. I det samme giorde han nogle hæslige Grimacer, blev ganske mørkeblaa i Ansigtet, sad ubevægelig som en Støtte, og saa sort som Kakkelovnen, uden at tale et Ord mere. —
Vi kan dog gierne tage Svinet; sagde den nu ikke længer buttede, men magre og blege Lise, som sad med sin Barbeer ved et Fyrrebord, med et Stykke Ost og Brød og en Flaske Tyndtøl, mellem sex Børn, der laae omkring i Straaehalmen og sov. Nein, Lieschen, sagde Jahn Pfeiffer, um Gottes Willen, nicht. Ei hvad, sagde Lise, har ikke den gamle Tyv berøvet mig alt hvad jeg eiede? Ja freilich, svarede Jahn; aber weil er ein Spitzbube ist, sollen wir keine seyn. Af den Snak kommer der intet, sagde Lise. Han har berøvet mig hvad jeg skulde føde disse stakkels Orme med. Nu ligge de og sulte i Straaet, mens den gamle Halunk mædsker sig saalænge i sin Lænestol, til han faaer et Poppelslag. Han har slagtet et stort Sviin; med det kan jeg i det mindste mætte mine stakkels Rollinger i otte Dage. Jeg veed Svinet ligger paa en Bænk i Steenstuen, Dørren vender til Gaden, og er let at lukke op. Kom Jahn Pfeiffer, vær Fader! Intet Menneske faaer at vide hvad vi giøre. Vægteren snorker i Kielderhalsen. — Aber Gott, Frau, sagde Jahn Pfeiffer — Gud veed at jeg tager kun en ussel lille Deel igien af hvad Mit er, raabte Lise. Følg mig, hvis du er Mand. Jeg gaaer roligt: Og vil forsvare hvad jeg har giort paa Dommedag. — Du bist eine gute Seele, sagde Jahn Pfeiffer, und ich bin eine gute Haut und muß immer nachgeben. For eengang Skild mag es so hingehen; wenn du mir versprechen ikke at tage flere Schwine, end den ene. Thi Herr Harpix har mange Schwine po Skoven. — Den Tid den Sorg, sagde Lise. Følg mig! —
Dermed gik de hen til Huset, som laae noget afsides. Natten var ikke mørk, men Vægteren sov. Nu maae vi fortælle hvordan det gik Herr Harpix derinde midlertid.
Han var ganske rigtig død af et ”Poppelslag” som Lise spaaede ham Da Gertrud længe nok havde stirret paa sin Husbond, og han paa hende med de store opspilede brustne Øine, uden at svare, blev hun pludselig overfalden af en panisk Skræk og raabte: Ak Fanden har taget ham! Med disse Ord løb hun ud og hentede den gamle Gaardskarl Jens. De ruskede længe i ham. Jens stak ham et Stykke Flesk i Munden, tyllede ham en Snaps Brændeviin i Halsen, men det vilde altsammen ikke hielpe, og de overbeviste dem endelig om, at Manden var fuldkommen død.
Nu toge de altsaa Svinet af Baaren, og lagde Liget istedet med det samme Lagen over. Gertrud skyndte sig derpaa hen til Forvalterens, hvor hun vidste Præsten og Degnen ogsaa vare, for at berette Dødsfaldet. Jens maatte blive tilbage og vaage over Liget.
Jens var en ærlig Karl, men havde den Feil at han undertiden tog sig en Taar over Tørsten. Dette havde han i Aften ogsaa giort. Hvad Under, at hans Phantasie, ved den sørgelige Lysepraas i Liigstuen, begyndte at virke, og foreviste ham allehaande Skrækkebilleder. Han havde ikke lært at kiende Helved af Dantes guddommelige Comødie; heller ikke den yderste Dag af Michael Angelos store Billed i Vatikanet. Men han localiserede sig alle disse Ting paa sin Maade. Saaledes tyktes det ham da, som om Fanden steeg op af Jorden i en Birkedommers Lignelse, med Allongeparyk, i sort Kappe, med en Protocol under Armen og en Hammer i Haand. Efter ham fulgte en Flok Djævle med Horn og Hornlygter, samt Høtyve i Hænderne. Fanden satte sig ved Bordet og holdt Auction over alle den Afdødes Lemmer, for de Høistbydende. Og nu mærkte da Jens med Forbauselse, hvorledes En kiøbte hans Mave, som var overordentlig stor og dyr, en Anden hans Hjerte, som var overordentligt lille og godt Kiøb. Lungerne vare de allerkostbareste, thi, sagde Fanden, dem kan vi bruge dernede til Blæsebælge. Hver Gang der blev giort et antageligt Bud, slog Auctionarius i Bordet med sin Hammer, saa Huset rystede; og neppe havde en Djævel betalt sin Deel med gode Kroner, før han gik hen til Baaren, og slog i Herr Harpix med sin Høtyv, for at faae den Deel, der tilhørte ham. Endelig da Auctionen var endt, og alle Lemmerne solgte, undtagen Hjernen, som Fanden maatte give bort for intet, til den dummeste Djævel, slog han saa stærkt med Hammeren i Bordet, at Lyset faldt ud af Stagen og gik ud. Alting blev mørkt. Der hørtes en forfærdelig Susen og Brusen, en blaa Lue skinnede. Jens styrtede bedøvet til Jorden, og saae to tause Skikkelser komme ind ad Dørren, som hurtig toge Liigbaaren bort med dem, og lukkede Dørren. — Det Sande af denne Vision var, at Blodet suste og bruste Jens for Ørerne, at Lyset faldt ned og gik ud; at ligesom det var bleven stille og mørkt i Stuen, Jahn Pfeiffer og Lise kom, aabnede Dørren, hvorigjennem Maanen skinnede, og ginge bort med Liget, i den Tanke at det var det nyslagtede Sviin.
Da Jens kom til Besindigheden igien, slog han Ild, tændte Lyset, og da han saae Herr Harpix var borte, sagde han resigneret: Jo det er rigtigt! Fanden har taget ham. — Derpaa gik han ud og hentede Svinet, som de i Tummelen havde lagt paa den Afdødes Seng. Jens lagde Svinet paa Bordet hvor Auctionen var holdt, bredte et Lagen over det igien; satte Lyset i en Skaal Vand, for at det ingen Skade skulde giøre og sagde: Sviin behøver man ikke at holde Vaagestue over. Dermed lagde han sig ogsaa til Hvile. —
Gunild var imidlertid kommen hen til Forvalteren, som havde Præsten hos sig den Aften, tilligemed et Par andre Bekiendtere. Han sad just med Præsten og Degnen ved Kakkelovnen, smøgte Tobak og talede om hvad der stod i de sidste Aviser; — de andre spillede Kort. Der blev drukket Punsch, og Giæsterne havde taget saameget til dem, at alle vare temmelig oprømte, undtagen Præsten. Han var igrunden heller ikke liidt; og man holdt mere af Degnen, som giorde ordentlig Opvartning hos alle Sognefolk, smidskede for dem, og var ikke nær saa streng i sine Grundsætninger. Da nu Gunild kom grædende ind og fortalte den Ulykke, der var skeet, bleve de alle meget rørte. Thi halvberusede Mennesker have ligesaa stort Anlæg til at græde, som til at lee; det kommer kun an paa hvad Stræng man slaaer paa. Det var dog en ærlig Siæl — sagde den Ene. Vi finde ikke hans Mave, saasnart igien; sagde den Anden. — Alle Mennesker vare den Stakkel paa Halsen, raabte den Tredie. En god Omgangsven, meldte Forvalteren. — Vi have spillet mangt godt Slag Polskpas sammen, begyndte den Første paa ny. Vi have stukket mangt et Glas ud paa hinandens Velgaaende, sagde Degnen. Kun Præsten taug. Ja, Faer holder da vel en Liigtale over ham? sagde Forvalteren. Nei mænd giør jeg ikke, sagde Præsten, i det han tog sin Hat og Stok; jeg veed intet godt at sige om ham, og bebreide et Menneske sine Udyder, naar han ligger Liig, er for silde. Har han syndet, saa staaer han nu for Gud; han være hans Siæl naadig! — Dermed sagde Præsten Godnat og gik hiem.
Da han var borte, omringede de Degnen, og sagde: det er dog en haard, stolt, ufølsom Mand, den Præst. Hør min Bro’er! du kan præke ligesaa godt som han! Hvad siger du? Skal vi endnu i Aften gaae hen til den salig Siæl i Liigstuen, Ven, og vil du, trods Præsten, holde en Berømmelsestale over ham, stante pede? Thi saa meget har du dog ikke faaet endnu, at du jo vel kan staae paa dine Been. O, svarede Degnen, hvad det angaaer, saa præker jeg aldrig bedre, end naar jeg har en halv Ruus; thi saa kommer Aanden over mig! Du skal ikke have giort det for intet, sagde Forvalteren; vi ville skillinge sammen: du har længe trængt til en nye Hat og en sort Emses Trøie; det skal du faae. Jeg føler mig ret oplagt, sagde Degnen. Nu ginge de hen i Liigstuen.
Gunild lukkede op; de fandt Lyset i Vandskaalen. Den stakkels Jens er gaaet i Seng, sagde hun, han er bleven bange for Liget, thi det seer ogsaa gruelig fælt ud. Men jeg mærker dog, at Karlen har havt den Forstand, at tage vor Husbond af Svinebaaren og lægge ham paa Bordet. Det skikker sig ogsaa bedre for ham, som Herre i Huset. Vil I see ham? O nei, o nei! raabte de alle; thi det var Midnat, og de begyndte at blive bange. Begynd, Degn, hold din Tale og lad os gaae igien.
Degnen traadte nu hen for Bordet, hvor Lagnet laae over den Døde, og sagde:
Her have vi siddet mangen god Gang, mine elskelige Tilhørere, og tømt mangen Botelle Viin med den salig Siæl, som nu ligger der og vender Næsen i Veiret. Og han var dog den sundeste, raskeste og fedeste af os alle. Saaledes har da Tydsken ret, naar han siger: heute roth, morgen todt. Hvad den salig Afdødes udvortes Skikkelse angaaer, da var han just ikke af de Smukkeste, men der er dog dem der ere hæsligere. Han havde smaa Øine, og de saae noget søvnige ud; men Fanden troe ham, han var svinepolisk. Haarene vare stride og sadde ham som Børster om Hovedet. Derimod havde han en respectabel Mave, den dinglede ham ned om Laarene; saa hvad det angaaer, kunde han gierne været Borgemester. Han var ikke af mange Ord, og man beskyldte ham for noget gryntende i sin Røst; ogsaa repeterte han vel ofte sine Tanker og Meninger! Men det var en Karl som ingen Forvirring og Oprør giorde i Sognet; og han skreg aldrig høit, uden naar han følte Kniven paa Struben, hvori man ikke kunde fortænke ham. Vindskibelig var han ogsaa, trods nogen, og undsaae sig ikke ved at rode og søge sin Fordeel i det, som den blinde Mængde gik letsindig og foragtende forbi. Derfor lønnedes han ogsaa tilsidst, og trivedes Dag for Dag; indtil han endelig, just for sin overvættes Sundheds Skyld, fik en hurtig og brad Død, hvorfra vor Herre bevare os andre. Der ere de, som paastode, at han havde noget Umenneskeligt ved sig; men det var hans Fiender og Avindsmænd, og de der ikke kiendte ham bedre. Nu er han død, og kunde vi see inden i ham, saa vilde vi overbevise os om, at han, hvad de indvortes Dele angaaer, havde en paafaldende Lighed, med de bedste Menneskers Hjerter og Nyrer, der have levet paa Jorden. Farvel min Broder. Kunde du nu see op, da vilde det dog husvale dig, at see dine gamle Kammerater og Duusbrødre, der i lystige Dage hujede og hvinede med dig, staae omkring din Sotteseng, med foldede Hænder, og Taarer i Øinene. De elske dig saa høit, at de have lovet mig en nye Hat, og en sort Emses Trøie, hvis jeg holdt en Liigtale over dig, som svarede til Gienstanden. Og den har jeg nu holdt; saa jeg tænker, vi kunne være tilfreds paa alle Sider.” —
Som han sagde disse Ord, gleed Lagnet ned af Bordet, og de Tilstedeværende saae det nyslagtede Sviin. Der blev en Undren, en Studsen, en Fnisen og Grinen. Det gik ud over den stakkels Degn; men han blev vred, og sagde: Hvad jeg har sagt, var der ikke et Ord Løgn i; Hatten og den sorte Emses Trøie har jeg fortjent. Det skal du faae, raabte de, det har du ærlig fortjent; thi et Sviin var han, og som et Sviin har du roest ham. Dermed ginge de leende og støiende bort, uden at bekymre dem om hvordan det hang sammen; og lode den bedrøvede Gunild staae allene tilbage i Liigstuen. —
Imidlertid var Jahn Pfeiffer og den behjertede Lise komne vel hiem med deres Bytte. De bragte Baaren hen i det tomme Kiøkken. Lise tog Øxen frem, stillede Huggeblokken tilrette, og sagde til Jahn: Tag mig nu Svinet, og læg mig det paa Blokken, saa ville vi strax hugge det i Stykker, og salte det ned. Med disse Ord rev han Lagnet bort. Men var Degnen og hans Følge blevne forundrede ved at finde et Sviin istedet for Herr Harpix, saa blev Lise og Jahn Pfeiffer det meget mere, ved at finde Herr Harpix istedet for et Sviin. De kunde neppe mæle af Forskrækkelse. Liget laae der med grøn Slaaprok, Nathue og Tøfler, og stirrede med de brustne Øine. Da de vare komne lidt til dem selv igien, sagde Lise: Her kan han ikke blive, afsted med ham strax! Skynd Dig! Hvor skal vi bære ham hen? Vi vil schtille ham op ved Døren hos den fransösische Peruquenmacher, sagde Jahn Pfeiffer. Das ist so mein guten Freund nicht; han faller mich immer in min Privilegium. — De skyndte dem derpaa, og bare Liget hen til Parykmagerens. Jahn Pfeiffer reiste Herr Harpix op, saa stiv som han var, og stillede ham op til Dørren. Lise gik strax hiem; men Barberen, som var af en nysgierrig Natur, blev tilbage, og og skiulte sig i en Krog for at see Udfaldet.
Parykmager Monsr. Narciss havde ogsaa været ude at fornøie sig lidt i Aften. Det var en mager, sortsmuttet, gammelagtig Franskmand, der længe havde tjent i Krigen i Tydskland som Soldat, endelig havde han ved en Hændelse forvildet sig herhen, hvor han øvede Friseurhaandværket, og havde for et Par Aar siden givtet sig med en smuk ung Pige, paa hvem han nu var overordentlig skinsyg, med Grund eller uden Grund.
Da nu Monsr. Narciss kom med sit Spanskrør i Haanden, peent spadserende paa Tæerne, som en Steenpikker, hen ad de brede Stene midt i Gaden, da han kom og saae Herr Harpix staae der opstillet ved Dørren i Negligé, troede han, at det var en hemmelig Elsker, der havde været hos Konen i hans Fraværelse. Champagnerblodet begyndte at koge i ham; han udstødte de af Franskmændene ved slige Leiligheder brugelige Taalemaader; men da han kiendte Herr Harpix paa Sloprokken, raabte han: Ah Suzon, misérable créature! N’as tu pas plus de gout, que de preferer un tel monstre, à un homme comme il faut, que ton propre èpoux’? Maisattends, vieux gaillard, je te payrai le compte! Og uden at give Galanen Tid til Flugt, styrtede han hen over ham, som en Høg over en Due, og pryglede ham af alle Kræfter saalænge, til han faldt ned for hans Fødder.
Neppe havde Mr. Narciss opdaget at Manden var død, og at han efter sin Formeening havde slaaet ham ihjel, før han blev saa hvid i Ansigtet som sin egen Kjole. Han stod længe raadvild, kløede sig med Kammen i Hovedet og sagde: Que faire? Men da han havde prèsence d’esprit, som alle Franskmænd, tog han hurtig Liget paa Nakken, og slæbte det hen i det aabne Vaabenhuus, ved den gamle, store gothiske Kirke. Derpaa skyndte han sig hiem i al Stilhed, klædte sig hurtig af, og gik i Seng, hvor han forefandt Konen i en dyb Søvn.
Nu hændte det sig samme Nat, at den Zigeunerflok, som Hans Ulrik, Harpix’s Broder, var kommen til, just opholdt sig atter der i Nærheden i Skoven. — Ulrik var bleven Zigeunernes Høvding. De havde flakket vidt omkring i Tydskland, Ungarn og Italien. Men en Drift til at giensee sin Fødeegn, som aldrig uddøer, selv hos den meest Fordærvede; og hvad som endnu drev stærkere: Lyst til at hævne sig paa den unaturlige, ubarmhjertige Broder, drev Ulrik til, efter flere Aars Streiferier, at vende tilbage. Han var nu en fuldkommen Zigeuner, havde havt Leilighed til at vise Mod, givet Prøver paa sin Tapperhed og List, var tilbedet og blindt adlydt af den vilde Sværm, og de to deiligste Piger i Flokken vare hans Hustruer. Zigeunerne havde fanget nogle Katte, hvilke de stegte i Skoven, og giorde sig tilgode med, ved adskillige Flasker Brændeviin. Da Blodet var steget dem alle til Hovedet, sagde Ulrik: Velan Kammerater, lader os nu gaae hen til min Broders Huus, og banke saa stærkt paa, at han kan høre os, og lukker op. Tager Fyrtøi, Svamp og Svovlstikker med, og lader den røde Hane endnu før Morgengry gale paa Nidingens Tag! — Et eenstemmigt Fryderaab bevidnede, hvor høit alle bifaldt Høvdingens Villie. Saaledes listede han sig da med nogle Udvalgte hen til Byen, og lovede de Tilbageblevne i Skoven, at han snart skulde forlyste dem, med et smukt Fyrværkerie.
Da de kom til Kirken og Ulriks Øine fæstede sig paa den høie røde Muur, og løftede sig op imod Taarnet, hvor det forgyldte Kors straalede i Maanskin, blev han ganske vemodig; men denne blide Følelse dunstede snart bort for vild hævngierrig Vrede. — Han gik hen paa Kirkegaarden, og stirrede paa sine Forældres Liigstene, som vare brustne, dybt nedsiunkne og overgroede med Græs. Her ligge de, sagde han grædende. See om den Hund har havt saameget Hjerte i Livet, at lade vor Faders og Moders Liigstene istandsætte og indhegne? Da Zigeunerne hørte at deres Høvdings Forældre laae her begravne, vare strax alle Hænder sysselsatte med at oprødde Stedet. De viskede Stenene rene med deres Klæder, kradsede Jorden ud af Bogstaverne med deres Negle, rykkede Blomsterbuske op fra de andre Grave, plantede dem om Forældrenes Grav; og inden kort Tid var Gravstedet nydeligt og smukt. Imidlertid dirkede Ulrik Kirkedøren op, og gik ind. Han stirrede i Daaben, hvor han var døbt, han gik hen med foldede Hænder stod paa det Sted, hvor han var confirmeret; derpaa strømliede Taarerne ham nedad Kinderne. Her havde jeg kunnet være en lykkelig ærlig Karl! levet roligt og skikkeligt med min Familie, raabte han, dersom ikke den Kiæltring havde været. Hevn! Hevn!
Med disse Ord styrtede han ud af Kirken, og kaldte sine Staldbrødre, for at antænde Broderens Huus. Han fandt dem i Skuret omkring en Liigbaare; han nærmede sig, stirrede, studsede — og da han ret gienkiendte sin Broder paa Liigbaaren, opslog han en græsselig Skoggerlatter, og raabte: Ved den retfærdige Gud, det er ham. Fanden har taget ham. Nu er jeg hans Arving! Sloprok, Nathue og Tøfler tilhøre mig. Dem vil jeg bringe i Triumph til Mirza og Sale; men hans Liig hører Galgen til. Den har han ærlig fortjent, mens han levede, ved sine Dyder; og efter Døden blive jo alle gode Gierninger belønnede. Hvorfor skulde ogsaa det trebeenede Dyr staae derude i Maanskin og grine blegt paa Marken, uden Rytter? Bringer ham til Hælhesten, og binder ham fast med Hamp under dens Bug, at han dog bliver hængende, om han ogsaa falder af; thi han var alle sine Dage en god Kryber, men en slet Rytter.
Neppe havde han sagt dette, før Zigeunerne aftrak Herr Harpix Nathuen, Sloprokken og Tøflerne, og med dette Bytte ilede Ulrik til sine Hustruer, medens de Andre hængte Herr Harpix i den tomme Galge paa Bakken udenfor Byen. Da Jahn Pfeiffer, (som bestandig hemmelig sneeg sig bag efter), saae, at Herr Harpix saaledes endelig var kommen til sit Bestemmelsessted, skyndte han sig hiem til sin Lise, og fortalte hende alt.
Næste Morgen vare Zigeunerne forsvundne, og Herr Harpix hang i Galgen.
Men der indtraf ved denne Leilighed en anden sælsom Tildragelse. Een af Herr Harpixes fortroligste Venner Herr Tang, som boede fem Mile derfra, reiste just hid til Byen, for at besøge sin Hjertensven, og for at høitideligholde sin Fødselsdag med ham. Da han nu tidlig om Morgenen kom ridende ganske allene, og saae at der hang en Synder i Galgen henne paa Marken, kunde han ikke nægte sig selv den uskyldige Fornøielse at ride did, for at see paa den Henrettede, thi slige Optrin morede ham inderligt. Han saae aldrig Skuespil; thi om Comoedier sagde han, at det var noget Giøglerie, og om Tragoedier, at man havde Sorger, Ulykker og Samvittighedsnag nok hiemme; derimod forsømte han aldrig en god Henrettelse, ja han tog endogsaa sine smaae Børn med; thi, sagde han, det hærder dem, og udvider deres psychologiske Kundskaber. Hesten havde mere Forstand end dens Herre, vilde ikke derhen, men blev sky, og giorde Krumspring, saa Herr Tang var nødt til at binde den ved et Træ, og gaae tilfods. Men tænk hans Forfærdelse, da han kom til Galgen, og saae den agtbare Mand Herr Harpix, sin Ven og Medvider i alle Gavtyvestreger, hænge der. Nu saa er da alting opdaget, raabte han. Saa er jeg forraadt! Tie kunde den gamle Sladderhank ikke; det var et malisiøst Menneske, og det er jeg vis paa, maatte han hænge, saa var hans eneste Trøst at faae mig med. Det var da ogsaa forbandet, at jeg af mit gode Hjerte skulde lade mig forlede til at aflægge den gale Eed, og til at stikke den gamle Rønne i Brand; den var saa godt assureret. Nu ville de udskialde mig for en Meeneeder og Mordbrænder; thi de ere grove derinde, det veed jeg. Fængsler, Forhør, Pinebænk, Dødsdom venter mig. Det er en smuk Maade at celebrere min Fødselsdag paa. Men det er ligesaa godt at giøre det af strax, saa falder man dog ikke i Rettens Hænder; og selvgiort er velgiort!
Med disse Ord løste han sit Strømpebaand, og hængte sig selv i et Piletræe ved Grøften, lige over for hans Kammerat.
Ingen i Verden kunde begribe, hvorledes dette var gaaet til, og hvorledes tvende slige agtbare Mænd, som man aldrig havde kunnet juridisk bevise nogenting, vare blevne hængte, især Herr Harpix i en ordentlig Galge. Thi at Herr Tang hang ved Siden af i et Piletræe, var mere romantisk og pittoresk og kunde tilskrives Libhaverie, eller Kiærlighed og Lyst til at dele Skiæbne med sin Ven. Man anførte i saa Henseende Damon og Pythias, David og Jonathan, Hialmar og Orvarodd, og sagde: Nu kunde man bare see, at Venskabets og Selvopoffrelsens Dyder endnu ikke vare uddøede og lunknede hos Nutidens Helte; men at de tvertimod overgik Oldtidens; thi hine deelte kun Æren, men disse endogsaa Skammen med hinanden.
Jeg gav hundrede Daler til — sagde den gamle rige Oberst, som reiste giennem Byen næste Morgen, da Jahn Pfeiffer barbeerte ham paa Værtshuset — hvis jeg rigtig vidste, hvordan den Historie hang sammen. Top det er et Ord, sagde Jahn, og hvis Deres Wohlgeborenheit ikke vil verrathe mich, und bezahler mich de hundert versprochene Thaler, saa skal de alting at vide faae. — Obersten blev ved sit Ord, Jahn fortalte ham den forrige Nats Begivenheder; Obersten studsede, morede sig, fik Medlidenhed med Jahn Pfeiffer, gav ham de hundrede Rixdaler, og Barberen løb glad hiem med dem til sin Kone.
Siden, da Herr Harpixes Efterladenskab blev solgt, fik ogsaa Lise sin Medgivt igien, og blev inden kort Tid saa buttet og lystig, som før hun var givt. Børnene sov nu ikke længer i Straae, man mødte dem hver Morgen rødmussede og smilende med deres Skolebøger under Armen.